5.2 C
Randers
søndag, november 24, 2024

Randers: Fire mænd er varetægtsfængslet

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstillede onsdag fire mænd i alderen 18-27 år i grundlovsforhør ved Retten i Randers. De er sigtet for grov vold ved i forening at have overfaldet en 57-årig mand og udsat ham for røveri.

Episoden fandt sted natten til mandag, hvor en gruppe af maskerede personer omkring kl. 02.05 mødte op ved den 57-åriges bopæl i det nordøstlige Randers og udsatte ham for et groft overfald.

Ifølge anmeldelsen, som politiet modtog kort tid efter, blev den 57-årige mand først væltet omkuld, inden han efterfølgende blev slået og sparket og stukket med kniv. Gerningsmændene stjal derefter nogle tusinde kroner i kontanter fra stedet og var forsvundet fra adressen ved myndighedernes ankomst nogle minutter senere.

Den 57-årige mand blev bragt til hospitalet med ambulance for behandling, men han var ikke umiddelbart i kritisk tilstand.

De fire mænd er alle blevet anholdt tirsdag eftermiddag kl. 13.09 i forbindelse med Østjyllands Politis efterforskning af sagen. De fire mænd blev anholdt, da de kom kørende i en bil i det centrale Aarhus, som blev bragt til standsning af en patrulje fra Østjyllands Politi.

Der er tale om en 18-årig mand fra Vejle, en 27-årig mand fra Randers, en 27-årig mand fra Aarhus og en 27-årig mand uden fast bopæl i Danmark.

Det er politiets formodning, at flere gerningsmænd har været medvirkende til det alvorlige overfald på den 57-årige. De pågældende personer er velkomne til at melde sig selv til Østjyllands Politi, så de kan få afgivet deres forklaring til politiet.

Af hensyn til sagens fortsatte efterforskning har Østjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen, og til dagens grundlovsforhør vil Anklagemyndigheden anmode om lukkede døre.

Alle fire blev varetægtsfængslet i fire uger. Den ene af dem kærede kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten, mens en anden tog forbehold for at kære. De to sidste kærede ikke.

Relaterede artikler

Nyeste artikler