14.8 C
Randers
mandag, september 16, 2024

Randers har fået eget veteranhus

Fredag blev Veteranhuset Randers, Kavalerivej 16, 8930 Randers NØ officielt indviet ved en reception.

Veterankoordinator Stanley Schmücker bød de omkring 75 gæster velkommen, og overlod herefter ordet til borgmester Torben Hansen, som holdt åbningstalen.

»Vi har et tillidssamfund, som mange af jer har været ude og kæmpe for, været ude og forsvare, men har også været ude for at beskytte civile mod overgreb. Så det gør nok lidt ekstra ondt på nogle af jer, at se nyheder,« sagde Torben Hansen med henvisning til krigen i Ukraine.

»Vigtigst af alt er, at veteranerne nu har et sted hvor de kan komme og være sammen, men også et sted hvor man kan få råd og vejledning af veterankoordinatoren, Forsvarets Veterancenter og der kan skabes aktiviteter, som rent faktisk er veteranernes. Vi har et stærkt veteranliv her i Randers, og det skal vi være glade og stolte over,« pointerede borgmesteren.

Sidste år i september modtog Randers Kommune prisen som Årets Veterankommune. Der har været afholdt en stor og velbesøgt veteranmesse, opført shelters og afholdt mange spændende foredrag. Alligevel opfordrede borgmesteren til ikke at hvile på laurbærrene.

» Vi skal i fællesskab give hinanden hånd på at den veteranindsats som Randers Kommune i fællesskab med veteranforeningerne har lavet, skal fortsættes og udbygges. I har fat i noget værdifuldt, som man i resten af landet kigger misundeligt på,« sluttede borgmester Torben Hansen.

Stanley Schmüker opfordrede til at støtte op om huset. Hans drøm og ambition er, at huset kan være åben hver dag, men også at Randers Kommune også næste år skal kåres som Årets Veterankommune.

Ligeledes har veterankoordinator Stanley Schmücker sammen med Danmarks Veteraner Kronjylland indledt et samarbejde med Maritime Force Protection (MFP) om ugentlig svømmetræning for medlemmer af MFP samt lokale veteraner og deres pårørende.

»Huset er til veteraner og for veteraner samt pårørende, men også for alle andre borgere, som ønsker at vide mere om veteranarbejdet« sagde veterankoordinatoren, og opfordrede alle til at tage kontakt til ham om alle mulige forhold omkring veteraner og pårørende. Så står han til rådighed, understregede han.

Veteranhuset er et tilbud til veteraner både i og udenfor Randers Kommune. Det er støttet og finansieret af den unikke veteranindsats i Randers, som består af Randers Kommune, Randers FC, Veteraner Kronjylland, Veteran Caféen Randers., Veteran Pårørendegruppen Randers og S/Y BIA.

Poul Høffding Larsen
Borgmester Torben Hansen
Veterankoordinator Stanley Schmücker bød velkommen
Hans C. Mortensen fortæller om Danmarks Veteraner Kronjylland
Irene Kjærgreen og Lone Dreholt beretter om Pårørendegruppens arbejde
Folketingskandidat Iben Sønderup (S)
Repræsentanter for de forskellige veteranorganisationer sammen med borgmester Torben Hansen

Her kan du læse mere om:

Veterankoordinatoren

Aktivitetsoversigt for 2022

Veteran Cafeen Randers

Danmarks Veteraner Kronjylland

Veteran Pårørendegruppen Randers

S/Y BIA

Relaterede artikler

Nyeste artikler