20 C
Randers
torsdag, maj 2, 2024

Randers: Hvad har Socialudvalget arbejdet for i den seneste valgperiode?

Formand for socialudvalget i Randers Kommune fortæller her, om de positive resultater af arbejdet for at forbedre forholdene for udsatte borgere, psykisk sårbare og mennesker med handicap i Randers Kommune.

»Vi har arbejdet hårdt på at sætte socialpolitikken i centrum og indføre tiltag, som kommer borgerne til gode. Blandt de tiltag, vi er lykkedes med, er styrkelse af tidlige indsatser for udsatte børn og unge både med handicap, autisme og fra familier med rusmiddelproblemer. Vi har samtidigt oprettet kraftcentre på hele socialområdet, som styrker de fleksible og helhedsorienterede indsatser til borgerne,« siger Rosa Lykke Yde, formand for Socialudvalget i den seneste byrådsperiode, i en pressemeddelelse på vegne af udvalget.

Socialudvalgets resultater og fokusområder har været baseret på udvalgets Politik for borgere med særlige behov, som byrådet godkendte i starten af perioden. Politiken har særligt fokus på uddannelse, beskæftigelse og mestring af sit eget liv.

»Vi har i Socialudvalget lagt stor vægt på at forme den politik, vi har ført, i samarbejde med de borgere, som er berørt af socialpolitikken i Randers Kommune. Vi har inddraget borgere og deres pårørende sammen med eksperter, fagpersoner og medarbejdere på socialområdet, så vi har kunnet lave løsninger, som virker og som bliver efterspurgt hos borgerne, medarbejdere og eksperter,« siger Rosa Lykke Yde.

Blandt andet er planerne på handicapområdet i Randers Kommune udarbejdet på baggrund af inddragelsen af 400 borgere, pårørende og interessenter. Socialudvalget har ligeledes haft et tæt samarbejde med interesseorganisationer på handicapområdet og udsatteområdet ved at mødes med Handicaprådet og Udsatterådet en gang om året.

Socialudvalgets resultater i byrådsperioden 2018 – 2021

● I 2018 igangsatte Socialudvalget en økonomisk handleplan for socialområdet med formål at genoprette økonomisk balance på området, som er præget af stigende udgifter efter at flere borgere har behov for støtte end tidligere og øgede støttebehov som følge af at borgernes udfordringer er blevet mere komplekse. Handleplanen blev i forbindelse med budgetaftalen for 2021 suppleret af midler svarende til 8 millioner om året fra 2021 til 2023 til af afvikle socialområdets gæld.

● Socialudvalget har styrket tidlige indsatser og forebyggelse for udsatte børn og unge – blandt andet gennem støtte til børn med søskende med handicap og støtte til overgangen til voksentilværelsen for unge med handicap og autisme, samt styrkelsen af frontpersonalet hos familier med rusmiddelproblemer.

● Udvalget har videreudviklet kraftcentrene Psykiatriens Hus og Hjernecentre Randers samt etableret Aktivitetscenter Randers for borgere med handicap og Autismecenter Randers for borgere med autisme.

● Socialudvalget har haft særlig fokus på autismeområdet grundet et stigende antal diagnosticerede borgere med autisme. Det har resulteret i etablering boliger til unge med autisme samt etablering af Autismecenter Randers, som samler tilbud og rådgivning for borgere i alle aldre med autisme.

● Der er i byrådsperioden etableret en uddannelse i Psykiatriens Hus for peermedarbejdere, som bliver trænet i at understøtte borger med psykisk sårbarhed.

● Socialudvalget har arbejdet med at implementere en støttemodel, som giver borgere i berøring med socialområdet en mere fleksibel og helhedsorienteret støtte, hvor borgerne bliver præsenteret med en mere bred palette af tilbud inden for socialområdet samt fremskudt rådgivning, dvs. hjælp og støtte til borgernes umiddelbare udfordringer, og mestringsvejledning.

● Udvalget har igangsat en række helhedsorienterede indsatser på Randers Kommunes socialområde. Det gælder et støtteprojekt til unge hjemmeboende i Center for Børnehandicap og Autisme samt udviklingstilbuddet Mit Liv – Min Plan til voksne borgere med handicap, som har ønsker og drømme om at leve et mere selvstændigt liv. Derudover gælder det en ny beskæftigelsesindsats for unge med rusmiddeludfordringer, som også bliver arbejdet for gennem en særlig koordineret ungeindsats i Center for Psykiatri og Socialt Udsatte

● Socialudvalget har konstateret et fald i antallet af hjemløse i Randers Kommune fra 2015 til 2019 som blandt andet er resultatet af Randers Kommunes arbejde med at nedbringe antallet af hjemløse.

● En aktivitets- og fritidskoordinator er ansat på handicapområdet med henblik på at arrangere aktiviteter for børn og voksne med handicap, senhjerneskade eller autisme med udgangspunkt i borgernes ønsker.

● Udvalget har sikret Randers Kommunes fortsatte gode samarbejde med frivillige – herunder brug af frivillige borgerguides på handicapområdet, samt frivillige borgere, som hjælper til på udsatteområdet herunder i tilbuddene Perron 4 og Café Rusfri.

Relaterede artikler

Nyeste artikler