7.5 C
Randers
torsdag, marts 28, 2024

Randers: Kendt filminstruktør malede til et godt formål

Der var bogstavelig fest og farver, da skuespiller, filminstruktør, debattør og meget andet, Anne-Grethe Bjarup Riis besøgte Hanne Koch i Galleri-Randers.

Anne-Grethe Bjarup Riis skulle lave et maleri, som senere skal sælges til fordel for foreningen Kunst for Livet.

Baggrunden for den kendte instruktørs besøg i Randers er alvorlig nok.

Hvert år står over 450 børn, unge og voksne på venteliste til et nyt organ og tusindvis af danskere lever hver dag med en kronisk livstruende sygdom som følge af organsvigt. De har brug for håb, støtte og omsorg – det samme har deres familier.

”Organdonation – ja tak” arbejder for at forbedre vilkårene og tilværelsen for disse danskere og deres familier. De oplyser danskerne om vigtigheden af organdonation og fremhæver denne oversete patientgruppe, som bliver støttet ved hjælp af de donationer som organisationen modtager. Målet er at redde liv og få dem og deres familier hurtigere tilbage til livet, som ofte er sat på pause i flere år.

Stinne Madsen fra Randers er frivillig i organisationen ”Organdonation – ja tak.” Hun har selv fået indopereret et nyt hjerte, og kender derfor uvisheden og desperationen på egen krop, når et menneske står på venteliste til et nyt organ.

Stinne Madsen

Stinne Madsen skulle lave en gave til en far, som skulle donere en nyre til sin lille 2-årige søn Lukas. Han havde netop passeret det tidspunkt, hvor han var stor nok til at modtage sin fars nyre.

»Jeg havde fået øje på nogle klodser, som Hanne Koch havde fremstillet. Det så spændende ud, og derfor fremstillede jeg et design, som forestiller et hjertediagram, og tog kontakt til Hanne,« fortæller Stinne Madsen.

Hanne Koch fandt ideen så god, at hun foreslog et samarbejde mellem dem. Øjeblikkeligt sagde Stinne Madsen ja tak til samarbejdet, som består i, at Hanne Koch sørger for det kunstneriske, mens Stinne Madsen promoverer projektet.

Blandt kunstnerne er bl.a. kokken Claus Holm, skuespiller Peter Mygind, sanger Lis Sørensen og sanger Poul Krebs. Flere har allerede givet tilsagn om at komme og lave et stykke kunst til det gode formål.

Alle malerier bærer logoet med hjertediagrammet, og teksten: ”Faith, Hope, Love.”

Billeder bliver solgt løbende, og det forventes, at der senere i år, bliver afholdt en stor auktion på det firestjernede hotel Stella Maris i Svendborg.

Det indsamlede beløb går ubeskåret til ”Organdonation – ja tak.” Beløbet går til en sommercamp for familier, som har et organsygt barn.

Hanne Koch og Stinne Madsen håber på at der samles mindst 80.000 kroner ind til campen.

Inden længe kommer der en facebookside, hvor man kan gå ind og se de forskellige malerier, og byde på dem.

Den lille Lukas har været i dialyse hele sit 2-årige liv. Men efter at have modtaget sin fars nyre, har Lukas det godt i dag, og skal starte i dagpleje i næste måned.

Se video nederst i artiklen

Foto: Organdonation – ja tak
Det færdige resultat
Video med interviews

Relaterede artikler

Nyeste artikler