5.2 C
Randers
søndag, november 24, 2024

Randers klar til at tage imod flygtninge

De første indkvarteringssteder for ukrainske flygtninge er meldt ind til Udlændingestyrelsen og en krisestab er nedsat til at håndtere situationen i Randers Kommune.

I morgen afholdes møde med civilsamfundets organisationer, og kommunen stiller e-mail til rådighed for at koordinere henvendelser fra frivillige

»Det er en surrealistisk situation. For få dage siden invaderede Rusland Ukraine, og vi ser en krig udfolde sig for åben skærm og ikke mindst ser vi de frygtelige, menneskelige konsekvenser. Jeg har fået mange henvendelser fra folk, der gerne vil hjælpe, ligesom vi får henvendelser fra virksomheder, som er klar til at stille indkvarteringsmuligheder til rådighed. Vi er i Randers Kommune også parate til at modtage flygtninge,« siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.

Indkvartering klar

Randers Kommune har allerede meldt de første indkvarteringsmuligheder ind til Udlændingestyrelsen, som koordinerer situationen på landsplan og i første omgang vil hjælpe flygtninge, som kommer til landet. Det drejer sig om Dragonparken, ligesom kommunen også har gjort flere akutte boliger klar.

»Vi har nedsat en krisestab omkring Ukrainesituationen. Vi vil i denne uge være klar med 17 akutte boliger, og i næste uge kan vi have 25 boliger klar. Derudover er vi i samarbejde med AP Pension klar med Dragonparken med 64 boliger. Samtidig ser vi på de henvendelser, vi har fået fra virksomheder, der gerne vil stille ejendomme til rådighed,« siger Torben Hansen og fortsætter:

»Og har man et værelse, en lejlighed eller en ejendom, som man kan stille til rådighed, så kan man skrive til Ukraine.bolig@randers.dk«

Møde med civilsamfundsorganisationer

»Det er fantastisk at så mange gerne vil være med til at hjælpe. I første omgang holder vi møde i morgen, torsdag 3. marts, med de mange dygtige civilsamfundsorganisationer, som kan være med til at organisere arbejdet. Hvis man gerne vil være med til at hjælpe og ikke er i kontakt med en hjælpeorganisation, så kan man skrive til Ukraine.frivillig@randers.dk Så sørger vi i krisestaben for at koordinere,« siger Torben Hansen.

Krisestab klar

»Vi nedsatte for få dage siden en krisestab i kommunen, som netop skal organisere og håndtere situationen. For en kommune er der mange opgaver i forhold til denne store krise. Det gælder lige fra at sikre, at vi har ordentlig indkvartering klar til de første flygtninge til at tage imod frivillige med åbne arme og skabe kontakt mellem de rette. Opgaverne går på tværs og kræver højt tempo. Det fordrer en krisestab,« siger Torben Hansen.

En af opgaverne for krisestaben er også at sikre sig, at kommunens cyber-sikkerhed er i orden.

»Det er desværre også nødvendigt at forholde sig til. Og derfor gennemgår vi vores beredskabsplaner for at sikre, at vi kan håndtere situationen, hvis cybersikkerheden kommer under pres,« siger Torben Hansen.

Et enigt byråd bakker op

Østbroen:

»Alle politiske partier herunder Østbroen har tilkendegivet at vi skal tage imod flygtninge fra Ukraine. Det er forvaltningen sammen med de andre myndigheder, som i fællesskab skal koordinere en indsats og sikre at vi i kommunerne kan hjælpe de stakkels mennesker,« siger Erik Bo Andersen fra Østbroen.

»Krig i Europa havde ingen forestillet sig ville ske igen, og derfor skal vi i fællesskab stå sammen om Ukraine og i fællesskab stoppe dette vanvid. Det kræver også, at vi i fællesskab hjælper den befolkningsgruppe, der er på flugt på alle mulige måder,« mener han.

Radikale Venstre:

»Det er frygtelige billeder, vi ser fra Ukraine, frygtelige tider for Europa og verdenssamfundet. Danmark skal give vores bidrag til, at Putins og russernes vanvid bekæmpes. Danmark og dermed også Randers Kommune må give vores bidrag. Ikke kun for ukrainerens skyld, men også for vores egen skyld. Det handler om et fortsat frit  og fredeligt Europa« understreger den radikale Mogens Nyholm.

»Flere strenge skal i spil i verdenssamfundets Rusland-kamp. Dejligt at iagttage det internationale samfunds hurtige fælles reaktion, og effektive tråd med hensyn til gennemførelse af hårde sanktioner vis a vis Rusland,« anfører Mogens Nyholm.

Dansk Folkeparti:

»Vi bakker i DF op omkring at vi skal modtage flygtninge fra Ukraine,« erklærer Nick Zimmermann.

»De skal have ro og stabilitet når og hvis de kommer. Sikkerhed for børnene og forældrene. Børnene har måske oplevet voldsomme ting, og det samme har forældrene. Derfor skal de have den bedst mulige hjælp hele vejen rundt,« betoner han.

Enhedslisten:

»Randers Kommune skal naturligvis tage imod flygtninge, der flygter fra krig, humanitære kriser, eller andre rædsler. Dette gør sig naturligvis også gældende for det ukrainske folk som jeg tænker meget på« fremhæver Frida Valbjørn Christensen fra Enhedslisten.

SF:

»I Randers skal vi vise hjerterum og tilbyde Ukrainere, der flygter fra Putins invasion, sikkerhed og beskyttelse,« siger medlem af byrådet for SF, Rosa Lykke Yde.

»Randers Kommune skal være en del af løsning og en af hele Danmarks samlede modtagelsesberedskab,« pointerer hun.

»Vi skal i første omgang sikre ukrainere, herunder langt flest kvinder og børn, kan få indkvartering og anden akut hjælp. Men i tilfælde af en længerevarende konflikt, skal vi sikre ting som skolegang, beskæftigelse og ja et liv til de, der er flygtet fra krigens rædsler,« fastslår Rosa Lykke Yde.

Venstre:

»Venstre er parat til at afhjælpe den humanitære krise som uvægerligt kommer på bagkant af Putins aggression mod den vestlige verden. Venstre vil altid kæmpe for den frie verden og det frie valg,« fastslår Claus Berggren fra Venstre.

»Derfor vil Venstre gerne hjælpe med husly og tryghed for de ukrainske flygtninge, som kommer til Randers,« forklarer han.

Nye Borgerlige:

»Min og Nye Borgerliges holdning er helt klar. I første omgang må vi forsøge at få hjælp frem til de internt fordrevne i Ukraine og sikre mad, husly og tryghed til dem der har måttet forlade deres hjem,« udtaler Lars Axel Nielsen fra Nye Borgerlige.

»Danmark bør også sende assistance til de lande der grænser op til Ukraine, hvor flygtningene søger hen, da det giver mest mening at hjælpe tæt på, fordi man der kan hjælpe flest mulig,« indskyder han.

»Men Danmark og dermed Randers skal selvfølgelig være klar til at huse Ukrainske flygtninge, hvis byrden bliver for stor,« betoner Lars Axel Nielsen.

Relaterede artikler

Nyeste artikler