Borgere og turister kan gratis koble sig på det trådløse netværk WIFI4EU, når de bevæger sig rundt i udvalgte områder i Randers Midtby. Muligheden er indført som en del af et større EU-projekt, der kobler næsten 30.000 europæiske byer på det fælles net.
Opholder du dig nær Jens Otto Kraghs Plads eller en del af Østervold og over til Det Gamle Rådhus, har du mulighed for gratis at koble dig på netværket WIFI4EU. Og tager du senere på tur til Italien, Frankrig, Spanien, Island eller et andet sted i Europa vil du opleve, at telefonen også her kobler sig på nettet i bestemte byer.
I alt er der nemlig næsten 30.000 europæiske byer på det fælles netværk, der både er sikkert, hurtigt og gratis at bruge.
Netværk forbinder Europa
»Det er en god mulighed især for turister, at de kan koble sig på gratis wifi i udvalgte områder i Randers Midtby. Samtidig skaber det en forbindelse mellem områderne i Europa, at man kan koble sig på det samme WIFI4EU-netværk uanset om man befinder sig i Italien, Kroatien eller Danmark. På den måde er netværket også med til at binde Europa sammen digitalt,« siger Torben Hansen, der er borgmester i Randers Kommune.
EU har indført WIFI4EU for at fremme adgangen til gratis Wi-Fi-forbindelse på offentlige steder rundt om i Europa. Tiltaget er et led i EU’s strategi om at gøre Europa til det mest forbundne kontinent inden år 2030.
I alle områder, hvor WIFI4EU er etableret, vil der være skilte som viser, at netværket er tilgængeligt.
Randers Kommune har modtaget 15.000 euro i støtte fra EU til etableringen af netværket, og kommunen har derudover selv bidraget med 168.000. Ud over Randers er WIFI4EU etableret eller i gang med at blive etableret i omkring 40 danske kommuner.