21 C
Randers
lørdag, august 13, 2022

Randers Kommune er den mest elevvenlige kommune

For anden gang tildeler Danske Skoleelever Randers Kommune titlen som Årets Elevvenlig Kommune. En pris, der tildeles den kommune, der ifølge elevorganisationen gør den bedste indsats for at styrke elevdemokratiet og elevinddragelsen

Når eleverne i Randers Kommune har vigtige emner på dagsordenen og forslag til, hvordan deres skoledag kan blive bedre, så bliver der lyttet til dem. Kommunen har for anden gang på fire år fået tildelt titlen som årets elevvenlig kommune af Elevorganisationen Danske Skoleelever, fordi man prioriterer at lytte til eleverne og styrke elevdemokratiet.

»Vi er utrolig stolte over at modtage titlen som Årets Elevvenlige Kommune. Vores stærke Randers Fælleselevråd har igen i år vist, at eleverne gør en forskel for skoleelever over hele Randers Kommune. Elevdemokrati og elevinddragelse har meget høj prioritet for os, vi ser og mærker hvert år værdien af at inddrage eleverne ikke bare i hverdagen på skolen, men også i det politiske arbejde,« siger Lise-Lotte Leervad Larsen, formand for skole- og uddannelsesudvalget, der besøgte Danske Skoleelevers generalforsamling i weekenden for at modtage prisen sammen med repræsentanter fra Randers Fælleselevråd.

Elevernes ideer bliver til konkrete initiativer

Danske Skoleelever lægger særlig vægt på fælleselevrådets indsats for at forankre deres mærkesager. Randers Fælleselevråd formår både at skabe høj grad af politisk høring og konkrete initiativer for eleverne i Randers Kommune. Noget formanden for Randers Fælleselevråd, Laura Poulsen, er glad og stolt over:

»Det er megafedt at mærke, at det vi har arbejdet med i et helt år, bliver anerkendt på den måde. Jeg vil gerne sige tak til byrådspolitikerne, der har lyttet til os, Danske Skoleelever der har støttet os, og så er der kommunen og de mange megaseje elever ude på skolerne, der har haft en helt central rolle og åbenlys del i det her,« siger hun.

Også formanden for Danske Skoleelever, Mille Borgen Mikkelsen hylder Randers Kommune:

»Det er jo fantastisk, at vi hvert år kan få lov til at hylde en ny elevvenlig kommune, som man virkelig kan mærke engagementet hos. Randers Kommune har fortjent prisen med deres mange konkrete initiativer ude på skolerne, som sikrer bedre undervisning. Jeg vil også fremhæve deres tip-top engagerede Randers Fælleselevråd og den politiske synlighed der sikres om de skolepolitiske dagsordener. Det er i den grad værd at hylde, stort tillykke Randers Kommune,« siger hun.

Relaterede artikler

Nyeste artikler