8 C
Randers
lørdag, april 20, 2024

Randers: Ny direktør for Børn og Skole netop ansat

Randers Kommune har netop ansat 52-årige Carsten Otte som direktør for Børn og Skole. Han tiltræder den 1. december 2022.

Carsten Otte kommer med over 20 års erfaring inden for kommunal ledelse, hvor han de seneste 8 år har været fagchef på skole- og dagtilbudsområdet i Brønderslev Kommune. Her har Carsten Otte leveret en række stærke resultater inden for blandt andet god skoleledelse, elevers faglighed og trivsel og øget samarbejde med civilsamfundet.

Det er et særkende for Carsten Otte, at han især ønsker at skabe resultater og finde de bedste løsninger i et godt og inddragende samarbejde med både fagprofessionelle og forskellige borgergrupper.

»Vi glæder os til, at Carsten Otte kommer til Randers Kommune. Vi får en direktør for Børn og Skole, der har en meget solid erfaring indenfor området. Jeg er overbevist om, at Carsten Otte på dynamisk vis kan styrke udviklingen i Børn- og Skole – og i hele Randers Kommune,« siger kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt.

Carsten Otte er uddannet lærer. Efter at have arbejdet som lærer blev han i 2001 leder, i 2008 skoleleder og fra 2014 skole- og dagtilbudschef. Sideløbende har han uddannet sig inden for ledelse og har desuden flere bestyrelsesformands – og udvalgsposter, hvor omdrejningspunktet er at videreudvikle folkeskolen, professionelle læringsfællesskaber og faglig dybde.

»Jeg glæder mig rigtig meget til at være med på holdet i Randers Kommune og ser frem til dialog med både vores politikere, bestyrelser, medarbejdere og ledere. Det er en kommune, som allerede er kendt for mange spændende og fagligt stærke tilgange på børn-, familie og skoleområdet, hvor der er spændende indsatser med fokus på kvalitet og en god start i livet. Og så er Randers Kommune et dejligt sted. Det er også tydeligt, når man ser på, hvor mange borgere, der vælger at flytte til kommunen,« siger Carsten Otte.

Privat bor Carsten Otte i Aalborg. Han har to voksne døtre og et barnebarn.

Relaterede artikler

Nyeste artikler