Mødet skal gøre borgerne klogere på hvad den kollektive trafik i Randers er, samt hvordan fremtiden kan blive i Randers Kommune.
I forbindelse med de kommende budgetforhandlinger, skal der laves en ny plan for den kollektive trafik, som skal træde i kraft til næste år.
Rasmus Bøgh Vinther fra Enhedslisten i Randers, har tidligere deltaget i et møde i Aarhus om den kollektive trafik, og fandt det hensigtsmæssigt at arrangere et lignende møde i Randers, for at sætte fokus på den kollektive trafik i fremtiden.
»Mødet er kommet i stand for at møde borgerne inden budgetforhandlingerne,« fortæller Rasmus Bøgh Vinther, hvor han oplyser, at der mangler omkring 8 millioner kroner.
Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, SF, Beboerlisten, Enhedslisten, Velfærdslisten, Dansk Folkeparti og Østbroen deltager i mødet.
Alle partier og lister er inviteret med til mødet. Venstre, Socialdemokratiet og Radikale Venstre har ikke reageret på invitationen.
Rammen for paneldebatten er den næste udbudsperiode i budgetforhandlingerne, som ifølge Rasmus Bøgh Vinther er en ren spareøvelse.
På mødet vil Rasmus Bøgh Vinther komme med et oplæg om Enhedslistens, Beboerlistens og Velfærdslistens mobilitetudspil. Andre partier får samtidig mulighed for at komme med deres udspil.
Der vil ligeledes blive orienteret om BRT* og samspil 2030.
»Der bliver lejlighed til at stille spørgsmål, og komme med ideer til politikerne om den kollektive trafik,« understreger Rasmus Bøgh Vinther, som er tilfreds med, at så mange partier og lister vil deltage i mødet.
Mødet finder sted tirsdag den 22. august fra klokken 19-21 i Fritidscentret, Vestergade 15 i Randers.
* BRT: Bus Rapid Transit:
BRT er kendt over alt i verden, men vi mangler endnu at få implementeret løsningen i Danmark. BRT kan bedst beskrives som tog på gummihjul. Internationalt er konceptet anerkendt og anvendes i byer med stigende transportbehov og et ønske om at begrænse trængslen af biler. Konceptet har mange af de samme fordele som tog, metro og letbane og kan transportere 300 passagerer pr. enhed. BRT er hurtigt og kosteffektivt at anlægge. Og så er løsningen designet til gaden og moderne byrum med klimavenlige og støjsvage transportenheder. BRT kører i egne vejbaner og er derfor også oplagt til førerløs drift.
Kilde: moviatrafik.dk