6.3 C
Randers
tirsdag, april 16, 2024

Randers: Overraskelse over at blodprøvetagning nedlægges i sundhedshus

Borgmester Torben Hansen er overrasket over, at blodprøvetagning på Randers Sundhedshus nedlægges pr. 1. juli. Han tager nu initiativ til en drøftelse med regionsrådsformanden.

»Randers Sundhedshus er en meget stor succes, hvor rigtig mange borgere i Randers Kommune kommer og får oplevelsen af at træde ind i et supermarked med sundhedstilbud. Der er både private tilbud, regionale tilbud og naturligvis kommunale tilbud som sundhedspleje, tandpleje, sundhedskurser mv. Til sammen gør dét, at der kommer mange mennesker – og netop det, at tilbuddene ligger sammen gør, at flere benytter dem,« siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune og fortsætter:

»Hele tanken bag Sundhedsreformen er, at flere funktioner skal flytte ud af sygehusene – ud tættere på borgerne, så flere borgere har sundhedstilbud tæt på.«

Meget overraskende 

»Derfor er det meget ærgerligt, og for mig meget overraskende, at Regionshospitalet netop har meddelt Randers Kommune, at de fra 1. juli nedlægger blodprøvetagningen i Randers Sundhedshus og centraliserer det på Regionshospitalet i Randers. Hele tankegangen bag sundhedsreformen er, at borgernære og mindre komplekse funktioner skal flytte tæt på borgene – altså det helt modsatte af det, der nu lægges op til. Og det endda helt uden varsel,« siger Torben Hansen, som fortsætter: .

»Jeg vil derfor på det førstkommende møde i de nye sundhedsklyngesamarbejder tage emnet op, så vi i fællesskab sikrer, at borgerne får dét, som Sundhedsreformen går ud på: Nemlig at sikre at sundhedstilbuddene kommer tættere på borgerne.«

»Vi vil nu tage kontakt til Regionshospitalet i Randers og Regionsrådsformanden med henblik på en drøftelse af hvilke andre regionale sundhedstilbud, der vil kunne lægges ud til kommunerne – herunder i Randers Sundhedshus.«

Relaterede artikler

Nyeste artikler