2.8 C
Randers
lørdag, april 27, 2024

Randersbogstaverne er tilbage på havnen

De lysende Randers-bogstaver vil i anledning af H.M. Dronningens besøg i Randers være tilbage, hvor det hele startede: På Randers Havn.

Ved Hendes Majestæt Dronningens besøg vil de 18 meter lange, 3 meter høje og 60 centimeter dybe Randersbogstaver sammen med illuminerede både langs kajkanten medvirke til at skabe et stemningsfuldt lyshav, når mørket sænker sig over Randers Havn.

Randersbogstaverne havde debut i september 2017 i forbindelse med Watermusic-forestillingen på Randers Havn. Siden da har bogstaverne været flyttet rundt i Randers by og kommune og har kastet lys over mange steder. Et fast udgangspunkt har de senere år været ved Randersbro, hvor bogstaverne har spejlet sig smukt i vandet og dannet baggrund for mange flotte fotos.

Randersbogstaverne er et fysisk udtryk for kommunens navnetræk, hvor hvert af de syv bogstaver udtrykker en af de styrker, som kendetegner Randers og omegn: Virkelyst, børnevenlig, stærk kultur, lang historie, kreativ, sin egen og masser af natur.

I forbindelse med en række energispare-initiativer i 2022, blev bogstaverne taget ud af drift og fik samtidig en tiltrængt renovering af lyskæderne.

Ved Kongeskibet Dannebrogs afsejling fra Randers om aftenen den 31. august vil Randersbogstaverne medvirke til at skabe en stemningsfuld baggrund sammen med en illumineret krone skabt af elever fra Randers Ungdomsskole samt ligeledes illuminerede både, der til lejligheden har lagt til langs bolværket i Randers Havn modsat Kongeskibet Dannebrog. Hele aftenen vil der også være lyskunst på Verdos skorsten.

Forud for den stemningsfulde afsked kl. 21.30 vil der være musik ved et lokalt orkester, korsang fra ca. 300 korister, som synger Oh Lands ’Jeg vil elske mer’ fra Water Music, ’I Danmark er jeg født’ og ’Jeg ser de bøge lyse øer’, og fællessang ved fremmødte borgere, som synger tre vers af ’Danmark nu blunder den lyse nat’. Med fyrværkeri og aftensamling på kajerne siger Randers Kommune et stemningsfuldt farvel og på gensyn til Dronningen, Kongeskibet Dannebrog og dets besætning.

Relaterede artikler

Nyeste artikler