SF og Venstre ønsker at det fremover skal være muligt for borgerne at udarbejde borgerforslag, som skal behandles af byrådet, hvis de får opbakning nok. Derfor vil partiet have undersøgt mulighederne for at indføre det i en 2 årig forsøgsperiode.
»Borgerne i Randers skal selv kunne stille et forslag via en borgerportal. Hvis forslaget får tilstrækkelig opbakning, bliver det til et beslutningsforslag i byrådssalen. Det er direkte inddragelse i demokratiet. Det tror jeg er sundt,« siger Rosa Lykke Yde, byrådsmedlem fra SF.
Konkret foreslår de to partier, at forvaltningen udarbejder en model til en toårig forsøgsperiode og beregner hvad udgiften til indkøb af en digital indgang til en borgerportal vil være.
På portalen vil borgerne kunne komme med konkrete forslag til byrådsbeslutninger og støtte hinandens forslag.
»Det ville være fantastisk, hvis borgerne fik den mulighed og at rigtig mange ville benytte sig af den. Hvis flertallet vil, ser jeg frem til at drøfte borgernes egne forslag i byrådssalen,« siger Claus Berggren fra Venstre.
Beslutningsforslaget lyder:
SF og Venstre ønsker at det fremover skal være muligt for borgerne at udarbejde borgerforslag som skal behandles af byrådet, hvis dette får opbakning nok. Derfor vil partiet have undersøgt mulighederne for at indføre det i en toårig forsøgsperiode.
De to partier vil arbejde for:
– At forvaltningen udarbejder en model, hvor borgere i Randers Kommune via en borgerportal, kan stille borgerforslag.
Modellen skal sikre at disse borgerforslag automatisk bliver til et beslutningsforslag i byrådssalen, såfremt der er opbakning nok til forslaget, samt at forslaget støttes af et eller flere partier/lister. Hvis det formelt kræves.
Sagerne skal dog kunne afvises hvis de er identiske med tidligere behandlede sager, og kunne henvises til udvalgsbehandling. På lige vilkår med andre byrådssager.
-At forvaltningen vurderer, hvor stor opbakning et forslag bør have for at komme på dagsordenen – for eksempel ved at perspektivere til andre kommuner, som har lignende ordninger. F.eks. 1000 borgere.
– At forvaltningen kommer med en beregnet pris på, hvad sådan en indgang til en borgerportal vil koste. Således vil beregningen indgå i den politiske beslutning.
– At modellen efterfølgende fremlægges for byrådet som et beslutningsforslag.