19.2 C
Randers
søndag, september 8, 2024

Retten i Randers og Norlys advarer mod svindel-sms: Den er ikke fra os

Der er svindelbeskeder i omløb, som ligner, de er fra Danmarks Domstole eller Norlys. Det er de ikke, advarer både byretten i Randers og Norlys.

Retten i Randers advarer mod svindel-sms’er.

I et opslag på byrettens hjemmeside fremgår det, at der opleves problemer med såkaldte phishing-beskeder.

Phishing og smishing er ord for en fremgangsmåde, hvor svindlere forsøger at franarre folk deres personlige oplysninger via sms-beskeder og mails.

I beskederne, som Retten i Randers advarer mod, står der, at man har fået en besked fra Danmarks Domstole. Der følger også et link, hvor man kan logge ind for at se beskeden.

Men det skal man ikke gøre.

»Retten i Randers har ikke sendt sms’en,« skriver byretten kort på sin hjemmeside.

Det fremgår ikke nærmere, om nogen har trykket på linket, eller hvad omfanget af problemet menes at være.

Den seneste tid har der været mange anmeldelser om bedrageri af forskellig slags.

Er man i tvivl om, om beskeden virkelig er fra den pågældende afsender, kan man på anden vis tage kontakt til afsenderen.

Norlys advarer kunderne: Pas på falske sms’er i omløb

Også energiselskabet Norlys er offer for svindel med falske sms’er. En ukendt afsender udgiver sig i øjeblikket for at være fra Norlys. Selskabet advarer kunderne mod at klikke på links fra ukendte afsendere.

Energikunder modtager i øjeblikket sms’er fra nogen, der udgiver sig for at være kundernes energiselskab. Men sms’erne er falske, og Norlys opfordrer kunderne til at slette dem.

I sms’erne står, der »Din strøm lukkes d. 26/7 2024 kl. 00:00. Du har et udestående på 127,00 kr.« hvorefter kunderne opfordres til at betale via et link i sms’en inden 48 timer.

»Hvis vores kunder har en ubetalt energiregning, sender vi rent faktisk sms’er ud til dem som en venlig påmindelse. Derfor er disse phishing-sms’er meget virkelighedstro. Vi kunne dog aldrig finde på at meddele en lukning af strømmen alene via en sms med en dags varsel, som det er tilfældet i disse sms’er,« fortæller Norlys til News Netavis.

Thomas Klose Jensen fra Norlys oplyser til News Netavis, at sagen er anmeldt til politiet.

»Vores kundeservice sidder klar og kan rådgive kunder, der kan være i tvivl om, hvorvidt de bliver forsøgt svindlet. Derudover har vi løbende orienteret vores kunder om, hvordan vi kommunikerer med dem, og ikke mindst hvordan vi ikke kommunikerer med dem, når vi tidligere har set Norlys’ navn og brand til phishing og andre typer svindel,« siger Thomas Klose Jensen.

Norlys har ikke mulighed for at vide, hvor mange kunder der har indbetalt penge, da den konto som beløbet skal betales til ikke tilhører Norlys.

Er man i tvivl om, om man har en ubetalt regning hos Norlys, kan man altid tjekke det på mit.norlys.dk

Relaterede artikler

Nyeste artikler