1.3 C
Randers
søndag, januar 5, 2025

Røveri i Jernbanegade i Randers

Onsdag kl. 19.38 modtog Østjyllands Politi anmeldelse om et røveri i et supermarked på Jernbanegade i Randers.

Butikkens købmand havde lagt mærke til to mænd på hhv. 49 og 54 år, som gik rundt i butikken og klappede sig på lommerne, og opførte sig mistænkeligt, og var derfor gået ud i baglokalet for at se på videoovervågningen. Her kunne han se begge mænd putte varer i lommerne og ind under jakken. Da købmanden kom tilbage til butikken, havde de to mænd forladt den uden at betale for varerne.

De stod dog fortsat tæt ved butikken og talte sammen, og købmanden gik derfor ud for at bede dem returnere varerne.

Den 49-årig trak nu pludselig en kniv frem, som han truede købmanden med og gjorde et udfald mod ham med, mens den 54-årige også kom med truende tilråb, og købmanden gik derfor tilbage til butikken og tilkaldte politiet.

En patrulje ankom kort efter, og fik anholdt begge de to mænd, som stadig befandt sig tæt ved butikken. Begge mænd blev anholdt og sigtet for røveri, og den 49-årige blev desuden sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Mere politistof fra Randers

Falske bankbude på spil igen

To kvinder på hhv. 81 og 78 år fra Havndal blev onsdag franarret deres betalingskort samt større kontante beløb af personer, som udgav sig for at komme fra kvindernes bank.

Den 81-årige kvinde blev ringet op over middag af en person, som fortalte at han var fra banken, og at der ville komme et bud ud for at hente kvindens dankort. Efterfølgende blev der hævet et større kontant beløb, før kortet nåede at blive spærret.

Den 78-årige kvinde blev ligeledes ringet op af en person, der udgav sig for at være fra kvindens bank. Under påskud af, at der var blevet hævet et beløb på kortet, havde manden i telefonen overtalt kvinden til at udlevere sit dankort samt et større kontant beløb. Der var desuden efterfølgende hævet yderligere et beløb på kortet.

Advar gerne de ældre i din omgangskreds om denne type svindel

Politiet i hele landet oplever rigtig mange sager som disse, og opfordrer derfor alle til at tage en snak med de ældre personer i deres omganskreds.

Banken, politiet eller andre offentlige myndigheder vil aldrig ringe og bede om at få dit kort eller kontanter udleveret, få adgang til din netbank eller andre personlige oplysninger. Hvis du er i tvivl, så ring til banken, politiet eller en nærtstående.

Relaterede artikler

Nyeste artikler