11.3 C
Randers
onsdag, oktober 1, 2025

Royal Run i Randers er udsolgt – det bliver en motionsfest for alle

Der bliver masser af feststemning i Randers, når Royal Run afholdes mandag den 25. maj 2026.  Alle billetter blev revet væk på godt fire timer. Det betyder, at 20.000 deltagere vil være klar til at gå eller løbe i byens gader.

Deltagerne kan se frem til at udfordre sig selv på en af de tre distancer: One mile (1,6 km), 5 km eller 10 km. Dermed er der mulighed for at være med uanset alder og niveau.

Men selv om det ikke lykkedes at få fat i et startnummer, er der stadig god grund til at være med. Royal Run er en folkefest, hvor tilskuere langs ruterne spiller en lige så vigtig rolle som deltagerne. Der bliver desuden en række arrangementer op til den store motionsfest. 

Borgmester Torben Hansen glæder sig over den store opbakning:

»Det er fantastisk, at Royal Run i Randers er blevet udsolgt så hurtigt. Det viser, at borgerne i Randers kommune og mange løbere fra Danmark virkelig bakker op om et arrangement, der skaber fællesskab, bevægelse og glæde i hele byen.«

Også formanden for Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget, Louise Høeg, ser frem til dagen:

»Royal Run er meget mere end et motionsløb. Det er et arrangement, hvor alle kan være med – både dem der løber, går eller hepper. Det bliver en stor oplevelse at se Randers summende af liv den dag.«

Randers er den tredje by, der kan melde udsolgt. Der er også Royal Run i Ringkøbing, Middelfart, Helsingør og København. Royal Run arrangeres af Idrætsvisionen Bevæg dig for livet, som DIF, DGI og Dansk Atletik står bag i tæt samarbejde med værtsbyerne.

Ruterne i Randers offentliggøres til foråret, og når man nærmer sig løbsdagen, vil det også blive meldt ud, hvem fra Kongehuset der deltager i Randers. Dagen igennem bliver der en række sideevents langs ruterne. Foreninger, borgere eller virksomheder, som vil arrangere et sideevent opfordres til at kontakte eventchef Mette Bertelsen hos Randers Event på mail meb@randers.dk

Relaterede artikler

Nyeste artikler