Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstillede onsdag kl. 10.30 en 58-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers.
Han er sigtet for tirsdag eftermiddag i en butik på Dytmærsken i Randers at have taget kosmetikprodukter til en værdi af flere tusinde kroner ind under sin trøje og derefter forlade kasselinjen uden at betale for varerne.
To personer fulgte efter manden ud af butikken, konfronterede ham og blev ved ham, til en patrulje kort efter ankom til stedet. Her blev den 58-årige anholdt og sigtet for butikstyveri.
Den 58-årige er desuden sigtet for fem øvrige tilfælde af butikstyveri begået i Nr. Søby, Ikast, Holstebro og Viborg mellem 18. juni og 27. august.
Den 58-årige fremstilles med henblik på varetægtsfængsling i medfør af hjemrejseloven, da han er rumænsk statsborger.