6.9 C
Randers
fredag, december 27, 2024

Så meget pjækker Lars Løkke

En opgørelse over afstemningerne i Folketinget viser, at Lars Løkke Rasmussen blev væk ved 99,5 % af alle afstemninger i sidste folketingssamling.

News Netavis har foretaget en opgørelse over løsgængernes deltagelse i afstemningerne i hele sidste folketingssamling.

Orla Østerby, tidligere konservative undlod at afgive stemme 731 gange, hvilket svarer til en fraværsprocent på 97,2 %.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille som forlod Liberal Alliance blev væk fra 726 afstemninger ud af 752. Det svarer til en fraværsprocent på 96,5.

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen er den løsgænger, som suverænt har deltaget i færrest afstemninger. Han har kun stemt tre gange, og det er en fraværsprocent på hele 99,5.

Professor ved Institut for Statskundskab Helene Helboe Pedersen påpeger i den forbindelse, at der er meget stor sandsynlighed for, at Lars Løkkes stemme ikke ville have gjort nogen forskel.

Samtidig bemærker hun, at hvis han havde deltaget i afstemningerne, ville hans vælgere kunne se, hvordan han stemte, og dermed synliggøre sine holdninger.

Det ligger fast, at når et forslag når frem til afstemningen, så er sagen klaret, og man kender afstemningsresultatet på forhånd

Professor Helene Helboe Pedersen

Helene Helboe Pedersen mener ikke, at man kan konkludere, at de politikere som ikke deltager i afstemningerne heller ikke passer deres arbejde.

»De har muligvis gjort deres indflydelse gældende i de forhandlinger som er foregået inden afstemningen. Det ligger fast, at når et forslag når frem til afstemningen, så er sagen klaret, og man kender afstemningsresultatet på forhånd,« forklarer hun.

Helene Helboe Pedersen pointerer, at politikerne generelt bruger mindre tid i folketingssalen og i udvalgene, fordi de prioriterer at bruge tid på kommunikationsopgaver, og tilføjer, at det kan man diskutere, om det er et demokratisk problem.

Ikke en sag for Folketingets Præsidium

Medlem af Folketingets Præsidium Rasmus Helveg Petersen (R) siger, at et folketingsmedlem er i sin gode ret til at blive væk fra afstemninger. Han mener dog, at de enkelte partier har en stor interesse i at det ikke sker, og at det kun er folk uden for partierne som i stor stil bliver væk fra afstemningerne.

»Det enkelte medlems afstemnings-flittighed er et anliggende mellem medlemmet og medlemmets vælgere. Hvis vælgerne vil genvælge en politiker der ikke stemmer, så kan de det,« siger Rasmus Helveg Petersen, som understreger, at det ikke er et anliggende for Præsidiet.

Folketingets formand Henrik Dam Kristensen (S) vurderer på grund af valgkampen, at det ikke er hensigtsmæssigt at kommentere på spørgsmål om andre folketingsmedlemmers prioriteringer i folketingsarbejdet.

News Netavis har flere gange forsøg at få en kommentar om det store fravær fra de tre løsgængere.

Orla Østerby henviser til, at han deltager i clearingsaftalerne, og stemmer når det aftales mellem partierne.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille svarer »Ingen kommentarer,« og lægger herefter på.

Lars Løkke Rasmussen er også blevet forelagt opgørelsen, men har ikke reageret.

Løkkes personlige assistent Bjørn Strøm ville vende tilbage med et svar, men er aldrig vendt tilbage.

Da Moderaternes politiske chef Jakob Engel-Schmidt hørte hvad henvendelsen drejedes sig om, havde han ikke tid til at udtale sig.

Herunder kan du læse de spørgsmål, som vi forgæves har forsøgt at få svar på:

● Mener du, at de personer som har stemt på dig, har fået noget ud af deres stemme?

● Mener du, at du har passet dit arbejde, når du ikke har gjort din indflydelse gældende ved afstemningerne.

● Mener du ikke, at du er forpligtet til at deltage i afstemningerne, når du trods alt er folkevalgt?

● Mener du, det er rimeligt, at skatteyderne skal betale dit vederlag, hvis ikke du deltager i afstemningerne?

● Er det en stemmeprocent, du agter at videreføre, ved genvalg til Folketinget?

● Hvordan tror du, at en hvilken som helst ansat i et ordinært job ville beholde sit arbejde, hvis ikke han mødte op?

FAKTA
Pension som folketingsmedlem: 

Lars Løkke Rasmussen blev første gang valgt til Folketinget i 1994, og han har siddet der lige siden. Dermed har han for længst rundet de 20 år, som sikrer et folketingsmedlem den højeste pension. Med de nuværende satser er den på 32.336 kroner om måneden, og den bliver givet som en livslang ydelse.

Pension som minister: Derudover har han været minister i over 14 år. Det sikrer ham den højeste ministerpension på 25.729,84 kr. kroner om måneden fra pensionsalderen og resten af livet.

I alt: Lars Løkke Rasmussen har dermed optjent ret til i alt 58.065 kroner om måneden i livslang pension. Men det bringer ham op over pensionsloftet på 53.811 kroner, som er det beløb, der maksimalt kan udbetales i politikerpension lige nu. Tallet bliver løbende reguleret med prisudviklingen, så det vil reelt være højere, når han når pensionsalderen.

Kilde: Danmarks Radio

Relaterede artikler

Nyeste artikler