8.3 C
Randers
søndag, april 13, 2025

SF: Ret til barnets sygedage, indtil barnet er rask

SF i Randers foreslår, at Randers Kommune indfører en ordning, hvor medarbejder får ret til lønnet frihed indtil deres barn er rask.

Medlem af byrådet for SF Rosa Lykke Yde foreslår, at forvaltningen undersøger og beskriver mulighederne for, at Randers Kommune kan indføre en ordning, hvor medarbejdere får ret til lønnet frihed, indtil deres barn er rask.

»Ikke alle familier har gode pasningsmuligheder for deres syge børn. Det er et stort problem for den enkelte familie. Det problem vil vi i SF gerne prøve at hjælpe med at løse,« siger borgmesterkandidat og byrådsmedlem Rosa Lykke Yde

Det skal afdækkes, om ordningen kan betragtes som et personalegode for ikke at komme i konflikt med overenskomsterne. Hvis det ikke vurderes muligt, afsøges et samarbejde med Aalborg Kommune, Københavns Kommune og evt. Aarhus Kommune om, via KL, at arbejde med forslaget frem mod kommende overenskomstforhandlinger.

Det er en urimelig situation, vi sætter forældre i, når de ikke har mulighed for at blive hjemme ved deres syge børn. Randers Kommune skal være en god arbejdsplads med plads og rum til, at medarbejderne kan få job og privatliv til at hænge sammen

Rosa Lykke Yde, SF

Forslaget skal understøtte kommunens strategi for rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.

»Oplægget skal tage udgangspunkt i de beskrevne erfaringer, og forvaltningen bedes vurdere, hvordan en lignende model kan implementeres inden for kommunens rammer. Derudover skal der udarbejdes en plan for en eventuel gradvis indførelse af ordningen i Randers Kommune. F.eks. med prøvehandlinger i enkelte forvaltninger,« forklarer Rosa Lykke Yde.

En undersøgelse fra Voxmeter for BUPL viser, at mange forældre i dag finder uhensigtsmæssige alternative måder at håndtere sygdom hos deres børn på. Halvdelen har meldt sig syge for at kunne passe deres barn, mens næsten hver femte har afleveret et sygt barn i institution, fordi de ikke kunne få fri.

Tallene understreger, at der er behov for bedre løsninger, så forældre ikke skal vælge mellem deres barns helbred og deres job-forpligtelser, mener Rosa Lykke Yde.

»Det er en urimelig situation, vi sætter forældre i, når de ikke har mulighed for at blive hjemme ved deres syge børn. Randers Kommune skal være en god arbejdsplads med plads og rum til, at medarbejderne kan få job og privatliv til at hænge sammen,« pointerer hun. 

Med forslaget ønsker SF at få undersøgt, hvordan en sådan model kan implementeres på en økonomisk ansvarlig måde, så Randers Kommune kan være en moderne og attraktiv arbejdsplads.

»De mange gode erfaringer, der allerede er gjort flere steder, viser, at en sådan ordning er en stor succes af mange grunde. Jeg tror, det vil være med til at gøre Randers Kommune til en attraktiv arbejdsplads. Men mest af alt vil det være godt for børnene,« understreger Rosa Lykke Yde.

Hun vil nu fremlægge en sag til beslutning for økonomiudvalget og byrådet.

Relaterede artikler

Nyeste artikler