Randers Kommune har etableret et lille showroom i Nellemann-bygningen på Hospitalsgade. Her kan borgere med funktionsnedsættelse hente viden og inspiration om hjælpemidler til eksempelvis madlavning og personlig pleje.
Mange borgere har i forvejen sin gang i Nellemann-bygningen. Siden 2020 har Randers Kommune blandt andet haft en sundhedsklinik med forskellige rådgivningsfunktioner og en sal til genoptræning beliggende i bygningen. Nu kan borgerne også på egen hånd indhente inspiration og oplysning til et bedre liv med funktionsnedsættelse. Kommunen har åbnet et showroom med en lille udstilling af forskellige hjælpemidler til borgere med funktionsnedsættelse. Her kan man se nogle af de muligheder, som findes til at være selvhjulpen, hvis man eksempelvis skal kunne klare de daglige opgaver i et køkken med en lammet arm efter en blodprop.
»Det er vigtigt for ens værdighed, at man selv kan klare så mange ting i hverdagen som overhovedet muligt. For borgere med funktionsnedsættelse og deres pårørende, kan det godt være svært at finde rundt i alle mulighederne. Med dette showroom vil vi gerne give et lille indblik i, hvad der findes af redskaber på markedet,« siger formand Ellen Petersen fra omsorgsudvalget
Nogle af de fremviste redskaber i showroomet er i juridisk forstand egentlige hjælpemidler, der kan modtages støtte til, mens andre værktøjer skal erhvervs som almindeligt forbrugsgode. I showroomet finder man også et overblik over hvilke gruppering de forskellige redskaber hører under. Der findes også en iPad i showroomet, hvor man blandt andet kan se forskellige instruktionsvideoer.
»For den enkelte borger er det ofte en udfordring at skabe sig et overblik. Det håber vi bliver nemmere med dette showroom. Alle, der måtte have interesse for det, kan besøge det nye showroom. Derudover vil vi også målrettet bruge det i vores daglige kontakt med borgerne,« fortæller ergoterapeut Sanne Nielsen
Showroomet har åben alle hverdag mellem kl. 9-15. Rummet er ikke bemandet. Hvis der er grupper, der ønsker introduktion til showroomet, er de velkommen til at tage kontakt til en af showroomets tovholdere. Det kan ske til Sanne Nielsen på telefon 8915 8611 eller til ergoterapeuterne Pernille Koldbæk Høgh på telefon 2047 6435 og Lise Knygberg Jørgensen på telefon 8915 2560.