Så er programmet klar til onsdag 16. august i Arena Randers. Banen er kridtet op med fantastiske bands og god musik, når Danske Handicaporganisationer og Randers Festuge inviterer til Musikfestival for Handicappede
Pernille Højmark og resten af bandet Sweethearts er klar til at levere en fest som altid. De er uden tvivl et af Danmarks flittigste live-bands og har spillet mere end 1800 koncerter gennem årene. Succesen skyldes Sweethearts’ uforlignelige evne til at genoplive alle de gamle klassikere og sætte skub i enhver fest – hver gang. Bandet er i topform og er klar til at levere et uforglemmelig musikalsk og festligt show udover det sædvanlige til Randers Festuge.
Der bliver også masser af Shu-bi-dua og store Kim Larsen-hits. Det sker når Den Råde Tråd vælter arenaen. Bandet Den Råde Tråd er en hyldest til de to vigtige elementer af den danske sangskat. Bandet har optrådt siden 2003 til utallige byfester, festivaler, halballer og firmafester. De er dermed et etableret band på den danske musikscene.
Nordjyske Sussi Nielsen spiller videre på de danske musikscener uden sin Leo. Med sig har hun Thomas Ehrenreich og Kim Karmark Petersen på henholdsvis trommer og keyboards. Til sammen kalder trioen sig Sussi & Drengene. De spiller det samme repertoire, som de populære Sussi og Leo har underholdt med i mange år.
Traditionen tro begynder ballet ved årets musikfestival for handicappede med de lokale bands; Klub 85 Hof Band og Løvetand Band, som varmer op og byder gæsterne velkommen. Jacob Haugaard er vanen tro festivalens konferencier.
Danske Handicaporganisationer i Randers, LEV (Randers, Djursland, Aarhus og Favrskov/Skanderborg), Handicaprådet i Randers, SPOT Festival, Værket, RanMix, ELRO Fonden, Gardin Lis, XL Vorup, Sparekassen Kronjylland, Randers Havn og Randers Kommune sørger alle for at festen er mulig.
Der er gratis entré, og som en ekstra service kan gæster forudbestille mad og drikkevarer hos Arena Randers. Link til bestilling og mere information om arrangementet finder du på randersfestuge.dk.
På festugens hjemmeside, bliver alle arrangementerne ved årets festuge løbende offentliggjort. Randers Festuge 2023 afholdes i dagene 11.-19. august. Her er hele byen vært for en fest, der bliver skabt i fællesskab og for hinanden. Det bliver ni dage med omkring 500 forskellige arrangementer, kulturoplevelser, musik, kunst, fællesskab og bevægelse.