11.6 C
Randers
søndag, maj 19, 2024

Sikker sex i nattelivet

Condomeriet i Randers Sundhedscenter har sammen med en række restauratører i Storegade lanceret en indsats i studenterugen, uge 25, hvor de unge i nattelivet kan bede om gratis kondomer i baren eller i garderoben.

Størstedelen af unge har, ifølge Sex & Samfund, et ønske om at bruge kondom med en ny sexpartner, men når musikken spiller, flirten er godt i gang, og hvis der er indtaget alkohol, så er der alligevel en del, der glemmer at bruge kondom, fordi de ikke lige har fået et med hjemmefra.

»Med den her indsats ønsker Randers Sundhedscenter at støtte op om et sundt og sikkert seksualliv i en arena, hvor nogle unge kommer til at tage en usikker beslutning, grundet indtag af alkohol. Ifølge Ungeprofilundersøgelsen har 30 % af de unge på ungdomsuddannelserne i Region Midt haft usikker sex grundet alkoholindtag, inden for det seneste år. Ca. 20 % har gjort det 2 eller flere gange. Vi håber derfor med denne indsats at kunne motivere de unge til at passe bedre på sig selv og deres partner,« siger Anja Nesgaard Dal, Forebyggelseskonsulent i Randers Sundhedscenter og fortsætter: 

»Vi fra Randers Sundhedscenter er utrolig glade for, at restauratørerne har sagt ja til at deltage i denne indsats, hvor vi vil afprøve, om de unge har interesse i at få udleveret kondomer i nattelivet, samt om restauratørerne kan se det som en tilbagevendende mulighed senere på året.«

Tiltaget skal italesætte brugen af kondom

Der har de senere år været en stigning i antallet af unge, som smittes med en seksuel overført sygdom (SOS). Alene på klamydiaområdet smittes 100 personer dagligt i Danmark med klamydia, og man antager, at hver 4. ung smittes mindst en gang med en SOS, inden de fylder 25 år.

»Ved at tilbyde gratis kondomer i nattelivet reducerer man barriererne for sikker sex og øger sandsynligheden for, at de unge beskytter sig samt øger fokus på det at italesætte brugen af kondom. Når kondomer er lettilgængelige, kan det skabe en afslappet atmosfære og øge tilliden mellem parterne. Det kan gøre det lettere at have en åben dialog om beskyttelse og seksuel sundhed,« siger Anja Nesgaard Dal.

Indsatsen er et forskud på en øget indsats om seksuel sundhed målrettet unge i alderen 15-25 år, med særlig fokus på unge på ungdomsuddannelserne, som starter op efter sommerferien.

I uge 25 tilbyder Condomeriet i Randers Sundhedscenter sammen med en række restauratører i Storegade gratis kondomer i baren eller i garderoben. Foto: Randers Kommune

Relaterede artikler

Nyeste artikler