15.1 C
Randers
mandag, november 25, 2024

Skattestigning og store serviceforringelser på vej i Randers Kommune

I aftes mødtes byrådet for at 1. behandle budget for 2025 – 2028. Der er lagt op til en gyser med massive besparelser, som vil ramme bredt.

Det er et frustreret byråd, som skal finde besparelser på gennemsnitligt 125 millioner kroner om året, de næste fire år. Disse besparelser vil få store konsekvenser for bl.a. skoler, ældreområdet og kommunale tilbud.

Regeringen har uddelt 2,5 milliarder til kommunerne, hvoraf de 56,7 millioner bliver sendt til Randers Kommune. Men det er langt fra tilstrækkeligt til at undgå meget store serviceforringelser.

»Som byråd er vi derfor nødt til at påtage os ansvaret for at genoprette balancen i vores økonomi,« indledte borgmester Torben Hansen.

I den forbindelse oplyste han om, at Socialdemokratiet går til forhandlingerne med et forslag om en skatteforhøjelse på 0,2 % for at afbøde de værste konsekvenser af den økonomiske situation.

Steen Bundgaard (S) kaldte budgetforhandlingerne for en gyser, og den største udfordring i sine 30 år som byrådsmedlem. Han erkendte, at de beslutninger som byrådet vedtager, vil betyde serviceforringelser, men det er nødvendigt for at bringe økonomien i balance.

Steen Bundgaard vil friholde besparelser på ungdomsskolen og rengøring ved de ældre. Derimod vil Socialdemokraterne være parat til at diskutere en udskydelse af Ringboulevarden.

Claus Berggren (V) understregede, at kommunen ikke må gå på kompromis med kernevelfærd borgerne er blevet lovet, og at besparelser går mindst muligt ud over de sårbare, bl.a. i ældreplejen.

Venstre vil gå til forhandlinger med ønsket om at friholde besparelser på ungdomsskolen og ikke mindst på veteranindsatsen. Claus Berggren bekendtgjorde også, at der skal skabes økonomisk balance på andre måder, end ved en skattestigning.

Daniel Madié (C) mener, at nu er grænsen nået. Randers Kommune kan ikke længere drives som en underskudsforretning på grund af gamle ideologier fra forrige århundrede.

Han mener, at der ikke er borgere til at producere og tjene nok, til den velfærdsmaskine som kommunen leverer til borgerne.

Konservative går til forhandlingerne med det mål, at der skal ske gennemgribende ændringer i måden, som det kommunale Randers opfatter sig selv og driver sin velfærdsorganisation på.

Erik Bo Andersen (Østbroen) kaldte budgetforslaget for ringe, og vil smide det direkte i makulatoren, forklarede han. Østbroen vil ikke afvise at stemme for en skattestigning, men det skal ske under forudsætning af, at der ikke gives flere penge til klimabroen.

Samtidig efterlyste han besparelser på bureaukratiet i kommunen.

Frank Nørgaard fra Dansk Folkeparti mener ikke, at alle velfærdsområder skal holde for, når der sker en eksplosion i udgifter på særligt dyre enkeltsager. Han mener ligeledes, at der skal ske en diskussion om, hvorvidt disse enkeltsager skal håndteres regionalt, frem for i kommunen.

Dansk Folkeparti vil heller ikke være med til at røre mere ved folkeskolen med henvisning til den seneste skolestruktur. Partiet vil heller ikke være med til at spare på børne- eller veteranområdet. Frank Nørgaard ser frem til budgetforhandlingerne med en vis skepsis.

Rosa Lykke Yde (SF) kræver en socialt afbalanceret budgetaftale. SF har allerede foreslået, at der skal ske en skattestigning på 0,5 % for at det ikke skal komme til at gøre ondt på børn, og de mest sårbare.

Kasper Fuhr Christensen, Velfærdslisten prioriterer tryghed og velfærd, og der skal sikres hænder nok til hjemmeplejen og til handicappede.

Derfor opfordrer han til at det kommunale skattestop ophæves, og at der skal kigges på antallet af konsulenter på Laksetorvet.

Mogens Nyholm (Radikale) erkender, at der i dette budget er tale om de værste besparelser i kommunens historie.

Han vil gå konstruktivt til forhandlingerne for at fjerne de værste tidsler, men er klar over, at ikke alle kan fjernes.

Radikale vil sætte tæring efter næring, og vil gerne være med til en skattestigning.

Frida Valbjørn Christensen, Enhedslisten er fortaler for en omprioritering. Bl.a. bør opsparingen til klimabroen stilles i bero, og foreslår, at der bliver sparet politikerløn ved at nedlægge nogle udvalg.

Enhedslisten er ligeledes tilhænger af en udskydelse af en forlængelse af Ringboulevarden og stigende parkeringspriser.

Bjarne Overmark fra Beboerlisten kritiserede det nuværende og tidligere flertal for at være skyld i den nuværende situation. Han betegnede det som ”syvsoverflertallet.”

Han mener, at der bl.a. kunne spares 35 millioner hvor 10 nyopførte boliger til borgere med udviklingshandicap ikke kan tages i brug. Samtidig kritiserede han, at ingen lyttede, da han advarede om, at der kunne ske en katastrofe på Nordic Waste.

Der er indgivet 550 høringssvar.

Årsagen til budgetudfordringer er bl.a. stigende udgifter til overførselsindkomster. Ikke mindst til førtidspensioner.

Før og under byrådsmødet var der samlet mere end 100 mennesker i en demonstration mod besparelserne.

Budgetforslaget blev vedtaget med 28 stemmer for, og 8 imod, og går nu videre til 2. behandling

Relaterede artikler

Nyeste artikler