3.6 C
Randers
onsdag, april 24, 2024

Skoleelever løb 683 kilometer for lungesyge børn

Så mange kilometer blev det til, da eleverne fra Fårup Skole og Børneby fredag 8. april løb for at samle penge ind til Børnelungefonden.

Alle klassetrin fra Fårup Skole og Børneby var mødt op i skolegården fredag morgen for at løbe Team Rynkeby Skoleløbet – et landsdækkende event, som samler penge ind til lyngesyge børn.

I skolegården var stemningen høj blandt de forventningsfulde børn. Eleverne fra 9. klasse stod for opvarmningen, og efter 10 minutter blev klasserne sendt ud på den 1 kilometer lange rute rundt om skolen.

»Det var skønt at se, hvordan de store og små elever blandede sig med hinanden. Søskende fandt hinanden og fulgtes ad, når de mødte hinanden på ruten. Venner på kryds af klasserne løb sammen og fik en hyggelig snak,« siger Wivi Bak Hoijer, skoleleder på Fårup Skole og Børneby.

To repræsentanter fra Team Rynkeby løb sammen med de friske elever, som endte med at løbe 683 runder rundt om skolen i alt – det vil sige hele 683 kilometer. For hver kilometer donerede forældrene penge ubeskåret til det gode formål.

»Skoleløbet er en rigtig god social aktivitet med alle Fårup Skole og Børnebys børn og unge, der på samme tid bidrager til at støtte børn med kritisk sygdom. Tak til alle elevernes sponsorer – vi er stolte over, at eleverne tilsammen løb 683 runder! Vi har simpelthen de sejeste børn,« siger Wivi Bak Hoijer.

Løbet blev afsluttet med uddeling af diplomer og juice.

Relaterede artikler

Nyeste artikler