15.2 C
Randers
lørdag, juni 22, 2024

Skrald på skoleskemaet

De yngste elever på Nørrevangsskolen har samlet affald på skolens område i hele uge 12 i forbindelse med Danmarks Naturfredsforenings nationale affaldsindsamlingsuge. Det taler godt ind i skolens bæredygtighedsfokus.

Børn og unge fra flere af Randers Kommunes institutioner har haft særlig fokus på affald og er selv trukket i arbejdstøjet i hele uge 12, der er national affaldsindsamlingsuge. En af de institutioner er Nørrevangsskolen, hvor 1. – 4. klasse har samlet affald på skolens område.

Onsdag den 22. marts var det 1. klassernes tur til at samle affald. Frivillig affaldsindsamler, Per Christensen, var også mødt op på Nørrevangsskolen for at hjælpe til med affaldsindsamlingen og tage en snak med eleverne om, hvor længe affald er om at forgå i naturen. Per har været frivillig affaldsindsamler i næsten 10 år og er et kendt ansigt i Dronningborg og i Nordbyen, hvor han ofte samler affald i sin fritid.

»Det er vigtigt, at børn også lærer noget om at samle affald, og hvad det betyder for naturen, at der ligger affald. Når der kommer en udefra og fortæller om det, så husker de det måske også bedre, end hvis det var deres sædvanlige lærer, der fortalte om det,« siger Per Christensen.

Eleverne blev udstyret med affaldssnappere, handsker og poser. På trods af lidt regn, var der stor begejstring hos eleverne, der alle forstod formålet med affaldsindsamlingen.

»Det er godt, at vi samler skrald, fordi dyrene kan dø, hvis de spiser skrald i naturen,« siger Zemen fra 1. klasse.

Bæredygtighed i børnehøjde

Nørrevangsskolen er en af de skoler i Randers Kommune, der har et særligt fokus på bæredygtighed. Fire af skolens lærere er udnævnt til bæredygtighedsambassadører, og råder over to dobbeltlektioner i alle klasser, én gang om måneden. På den måde er bæredygtighed for alvor sat på skoleskemaet.

»Vi gør det for at gøre bæredygtighed let, så alle bliver bevidst om, at enhver kan gøre en forskel, selv med små handlinger. Affaldsindsamlingen er et godt eksempel på noget, som er let for både elever og lærere at gå til, så det var helt oplagt for os at være en del af det,« siger bæredygtighedsambassadør, Katinka Fischer-Nielsen.

Bæredygtighedsambassadørerne oplever, at eleverne har taget ejerskab for at være en bæredygtig skole, blandt andet ved at komme med idéer til, hvordan skolen kan blive endnu mere bæredygtig og styrke fællesskabet.

»Vores bæredygtighedsfokus handler ikke kun om affald og genbrug, det handler i høj grad også om social bæredygtighed. Derfor har vi også fokus på, at eleverne skal have det godt med hinanden og de voksne på skolen, for når de er trygge og glade, så har de også mere overskud til at tænke over, om der ligger affald i naturen, eller om bøffen er økologisk,« siger Katinka Fischer-Nielsen.

Affaldsindsamling er for alle

Også i forbindelse med den nationale affaldsindsamlingsuge, har Randers Kommune i samarbejde med blandt andre Randers Rydder Op, #RentNaturområde, M&M Magnet og Bysekretariatet arrangeret affaldsindsamlinger for hele familien lørdag den 25. marts.

Det foregår både med udgangspunkt fra Justesens Plæne kl. 9-13 og fra det grønne område bag Nørrevangsskolen, der er blevet døbt, Nørrevangsparken, kl. 9-12.

Ved begge indsamlinger udleveres der handsker, poser, affaldssnappere og ruter. Der vil være konkurrencer, quiz og let forplejning til de fremmødte.

»Jeg håber, at eleverne fra Nørrevangsskolen har fået blod på tanden i forhold til at samle endnu mere affald i naturen, og tage deres forældre og venner med, når der skal samles affald i hele Nordbyen lørdag den 25. marts,« siger projektleder i Randers Kommunes projekt Ren Randers, Jacob Piil.

Relaterede artikler

Nyeste artikler