4.7 C
Randers
mandag, december 9, 2024

Soulmates indtager forsamlingshusene

Snart drager Randers Teater på den årlige turné rundt til forsamlingshuse og kulturhuse i det tidligere Elro forsyningsområde. I år bliver det med forestillingen ”Soulmates” der indtil 4. marts spiller i Arena Randers for næsten fulde huse.

Der er i år 21 stop på turen, inden ”Soulmates” vender tilbage til Randers for at spille de sidste forestillinger. Igen i år støttes turnéen af Elro Fonden med 100 kroner pr billet, hvilket gør, at billetprisen kan holdes på 50 kroner, der går ubeskåret til det enkelte sted.

“Soulmates” er skabt af dramatiker Jan Svarrer og instruktør Joy-Maria Frederiksen, der også stod bag Randers Teaters vinterforestilling sidste år, den Reumert-nominerede Viva Las Vegas. Denne gang er det dog ikke Elvis-musik, men den amerikanske soul-tradition, der er det musikalske fundament under handlingen.

Forestillingen handler om den afdankede popduo ‘Sugar Chicks’, der en dag får et uventet tilbud om at medvirke i et tv-show, hvilket kunne give dem det store gennembrud. Det kræver dog at de udvider til en trio, og da de derved får den yngre og velsyngende Julie med, er succesen pludselig hjemme. Men midt i jublen lurer en suppedas af misundelse, intriger og bedrag, som de virkelig ikke har nemt ved at slippe ud af. Forestillingen er krydret med en masse store soul-hits, der fremføres live.

På scenen kan man opleve skuespiller Lone Rødbroe, der har været med i en lang række af teatrets musikalske vinterforestillinger og kan fejre 15-års jubilæum på Randers Teater i år. Hun har selskab af Marie Mondrup og Rikke Hvidbjerg samt kapelmester Thomas Pakula.

Turnéen starter i Hørning den 6. marts og runder af 11. april i Hadsten. Billetter købes ved det enkelte spillested, og på Randers Teaters hjemmeside kan man finde en oversigt over kontaktinfo til turnéen.

Turnéplan for ”Soulmates” 2023:
6. marts: Hørningshus
7. marts: Langkastrup Forsamlingshus
8. marts: Hald Forsamlingshus
9. marts: Kulturhuset i Langå
10. marts: Læsten Borger- og Kulturhus
13. marts: Romalt Kultur- og Forsamlingshus
14. marts: Lem Forsamlingshus
15. marts: Enslev Forsamlingshus
16. marts: Helstrup Forsamlingshus
17. marts: Lime Forsamlingshus
18. marts: Lindbjerg Forsamlingshus
20. marts: Asferg Forsamlingshus
21. marts: Øster Bjerregrav Forsamlingshus
22. marts: Tånum Forsamlingshus
23. marts: Sødring Forsamlingshus
24. marts: True Kultur & Forsamlingshus
29. marts: Retroworld
30. marts: Sønderbæk Borger- og Kulturhus
31. marts: Udbyneder Omegns og Borgerforening
1. april: Norup Forsamlingshus
11. april: Hadsten Kulturhus Sløjfen

Nyheder om oplevelser

16.02.2023 Soulmates indtager forsamlingshusene
15.02.2023 The Bluesanovas på Olga
13.02.2023 Korsang er fællesskab og gode oplevelser
09.02.2023 Skolepokal-finale kommer til Randers
29.08.2024 Bodil Jørgensen indtager Randers som Frøken Jensen i ny forestilling

Relaterede artikler

Nyeste artikler