Snart bliver Station K på Langå Station igen fyldt af kaffe og kultur i kontorfællesskabet der også huser øvelokaler og en salon der præsenterer koncerter, foredrag, fællessang, workshops og meget andet.
Det sker, når Station K markerer sin tilbagevenden til stationsbygningen den 5. september kl. 15.08, hvor toget nordfra ankommer med bl.a. borgmester Torben Hansen.
I halvandet år har stationsbygningen været lukket på grund af omfattende renovering. Den ikoniske bygning har dannet rammen om kreativt iværksætteri, kultur og fællesskab siden 2017 og nu er Station K klar til igen at fylde liv og aktivitet i hjertet af Langå.
»Vi har glædet os umådeligt til at komme ”hjem”«, siger stationsforstander på Station K Anders Pedersen.
»Det har været lange halvandet år uden det fællesskab vi i Langå havde vænnet os til, og tro mod foreningens åndelige DNA bliver det for fuld musik.«
Det folkekære band Souvenirs, der også spillede ved den oprindelige indvielse af Station K i efteråret 2017 optræder umiddelbart efter de officielle talere, og kl. 17:30 spiller Langås eget danseorkester Stationspumaerne op til fest med en perlerække af de professionelle solister der bor i byen.
En bevaret kulturperle
I 2022 blev det besluttet at bevare den karakterfulde stationsbygning, der indtil da havde stået på en nedrivningsliste. Der blev indgået en aftale mellem Transportministeriet, Randers Kommune, DSB og Station K.
Det er især en stor indsats fra de to lokale byrådsmedlemmer Christian Engelbrecht Pedersen (S) og Lars Søgaard (V), at stationsbygningen er blevet bevaret.
I februar 2024 blev en lokalplan vedtaget af Randers byråd, som sikrede bygningens bevarelse og gjorde plads til Banedanmarks elektrificering og modernisering af infrastrukturen. Og dermed kunne en renovering gå i gang, og derfor måtte Station K for en stund flytte ud imens hele Langå station blev opgraderet og stationsbygningen bl.a. fik nyt tag.
Lars Gøtke som er underdirektrøt i DSB Ejendomme siger:
»I DSB ønsker vi, at vores stationer er steder, hvor man føler sig både velkommen og tryg. Med genåbningen af Station K på Langå Station kan vi med til at øge trygheden i området og samtidig lade stationen være et knudepunkt for både rejsende og lokale borgere i Randers Kommune.«
Station K markerer sin “hjemkomst” med genindvielsesarrangement d. 5. september 2025, hvor dørene slås op til den nyrenoverede stationsbygning. Arrangementet starter kl. 15.08.