4.8 C
Randers
mandag, december 23, 2024

Støjberg klapper i om partiansøgning med hendes navn

Indenrigs- og Boligministeriet har modtaget to ansøgninger om nye partinavne, der indeholder navnet Inger Støjberg.

Men ingen af ansøgningerne om partinavnene »Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg« og »Danske Værdier – Inger Støjberg« er indgivet af Inger Støjberg selv, oplyser ministeriet til Ritzau.

Det er dog muligt, at andre har ansøgt om partinavnet på vegne af hende.

På Folkemødet bliver Støjberg spurgt ind til navnet »Danmarksdemokraterne«.

»Det er ikke noget, jeg har søgt om,« bekræfter hun til Ritzau.

Hun vil videre ikke kommentere på, om hun kommer til at præsentere noget under det navn, men hun kalder det »et meget godt navn«.

Støjberg afviser også at kommentere på, om hun kender personen, der har ansøgt om navnet.

21. juni skal Valgnævnet tage stilling til ansøgte partinavne.

Efterfølgende vil de godkendte partinavne blive lagt op på vaelgererklaering.dk, hvor processen med at indsamle 20.182 vælgererklæringer for at blive opstillet til Folketinget kan begynde.

Hvis Inger Støjberg ønsker at starte et nyt parti og samtidig være klar til et efterårsvalg, skal hun ansøge om et partinavn inden 21. juni.

For herefter kan der potentielt gå flere måneder, før Valgnævnet igen holder møde, og det igen er muligt at få godkendt et partinavn. Det skyldes, at Valgnævnet kun mødes seks gange om året.

»Det er klart, at det kan ikke vente år og dag, hvis jeg går i gang med noget nyt. Det er klart nok. Der kommer et valg på et eller andet tidspunkt,« siger Støjberg på Folkemødet.

Hun bliver forholdt deadlinen 21. juni og spurgt, om hun kommer med en melding om et nyt parti inden for få uger.

»Den 21. juni er det præcis et halvt år siden, at jeg blev smidt ud af Folketinget, og så har jeg i hvert fald haft et halvt år til at vurdere situationen,« siger hun.

Støjberg har flere gange gjort det klart, at hun ikke er »færdig med dansk politik«.

Men hun har endnu ikke svaret på, om der kommer et nyt parti.

13. december sidste år blev hun idømt 60 dages ubetinget fængsel i Rigsretten i en sag om ulovlig adskillelse af asylpar. Otte dage senere blev hun erklæret uværdig til at sidde i Folketinget.

Ud over de to partinavne, der indeholder Inger Støjbergs navn, var der 15. juni modtaget ansøgninger om 14 andre partinavne også.

/ritzau/

Relaterede artikler

Nyeste artikler