8.6 C
Randers
torsdag, maj 9, 2024

Støttedemonstration for ofrene i Palæstina blev et tilløbsstykke

Omkring 200 mennesker fik massiv politieskorte, da de fredag gik i optog fra Thors Bakke til Rådhustorvet.

Deltagerne mødtes ved Thors Bakke, hvor der også var mødt en større politistyrke op. Èn af arrangørerne observerede en mand, som havde taget opstilling med et papskilt, hvor der var en tegning med et tydeligt hagekors.

Straks var der to betjente som tog en alvorlig snak med manden. Han var dog ikke nazi-sympatisør, men ville illustrere, at Israel opfører sig som nazister.

Alligevel blev manden bedt om at fjerne skiltet, hvilket blev efterkommet.

Flere talere

På Rådhustorvet lød parolerne bl.a. ”Hvem dræber i civil? – Det gør Israel,” ”Børn i Gaza har ret til et liv,” og ”Boykot Israel.”

Rebecca Maria Johansson som er en af de to arrangører, var tydeligt rørt, da hun konstaterede at omkring 200 mennesker var mødt frem.

Hun bød velkommen til de mange deltagere, og forklarede, at baggrunden for initiativet var, at hun finder det uretfærdigt, når en bestemt befolkningsgruppe skal udsættes for det, der sker nu.

»Det der betyder mest for mig, er alle de civile, der mister deres familiemedlemmer. Deres mor, deres far, deres børn som er en del af denne urimelige krig og konflikt. Og så mener jeg, at børn skal have lov til at være børn.«

Hun gik i rette med statsministerens håndtering af konflikten, og straks lød parolen ”Mette Mette er en hykler.”

Rebecca Maria Johansson bød velkommen

Digteren Malak Mana oplæste et digt på arabisk, hvorefter Sema Hamid ahmetagic fik ordet.

Hun blev født i Syrien som statsløs palæstinenser. Hun kaldte konflikten en etnisk udrensning:

»Det her er ikke en krig mellem to stater. Det er ikke en krig mellem jøder og muslimer, men det er etnisk udrensning,« sagde hun, og fortsatte:

» Der må være nogle mennesker, som siger stop til dette vanvid, men vi hører intet udover skrigende forældre, som ikke kan finde deres døde børn.«

Fordømmer den danske regering

Byrådsmedlem for Enhedslisten Frida Valbjørn Christensen fordømte i sin tale den danske regerings måde at håndtere situationen på. Hun mener, at den bør presses til at arbejde for en våbenhvile for at beskytte alle civile og for adgang til humanitær hjælp, frem for en ukritisk støtte til den israelske regering.

»Flere lande er ophørt med udlandsbistand til palæstinenserne, bl.a. fra Danmark. Bistanden som er almindelig støtte som ellers skal sikre at palæstinensernes helt basale behov opfyldes. Det er ikke muligt fordi Palæstina er verdens største friluftsfængsel,« erklærede Frida Valbjørn Christensen.

Frida Valbjørn Christensen (EL) fordømte den danske regering

Salahe Liban der er medarrangør sagde, at det er hjerteskærende, når tusindvis af mennesker mister deres liv, blot fordi de ønsker et sted, de kan kalde deres hjem.  Med henvisning til det store fremmøde, finder hun det tydeligt, at den danske befolkning ikke er tilhænger af Mette Frederiksens støtte til Israel.

Ros fra politiet

Indsatsleder ved Østjyllands Politi Ahmad Majeed roste arrangørerne for et godt samarbejde.

»Det hele er foregået i god ro og orden og vi har haft et rigtig godt samarbejde med arrangørerne. Deltagerne har været søde og rare, og alt er foregået efter de anvisninger, som politiet har udstukket,« understreger indsatslederen.

Der arrangeres en ny demonstration den 11. november.

Indsatsleder ved Østjyllands Politi Ahmad Majee
Sema Hamid ahmetagic (tv)
Digteren Malak Mana
Babara Moraes

Relaterede artikler

Nyeste artikler