Der var stor tilslutning, da Randers Kommune, 3F og GLS inviterede til jobmatchevent mandag den 18. august. 360 interesserede mødte op for at høre om jobmulighederne på GLS’ kommende stordepot på Metervej i det sydlige Randers.
Til mødet i Randers FC’s Thor Lounge fik deltagerne en introduktion til GLS som virksomhed, information om arbejdsopgaver, løn og ansøgningsprocessen.
Borgmester Torben Hansen glædede sig over den store interesse:
»GLS’ etablering i Randers betyder mange nye arbejdspladser, og dagens store fremmøde viser tydeligt, at interessen er der. Som kommune er vi glade for at understøtte både de eksisterende og nye virksomheder i at ansætte gode medarbejdere. Det styrker virksomhederne og skaber gode jobmuligheder for både unge og voksne i Randers Kommune. Tak til GLS for at se styrkerne ved Randers og for det gode samarbejde.«
Til arrangementet søgte GLS omkring 70 medarbejdere primært til pakkehåndtering, sortering og lastning. Blandt de interesserede var både studerende, unge på sabbatår, voksne i brancheskift og andre på udkig efter nyt job.
Depotmanager i GLS’ nye Randers-afdeling Caspar Cim Olesen var også glad for at se det store fremmøde:
»Det er overvældende at se, at så mange er interesserede i at blive en del af GLS i Randers. Mange tak til alle jer, som er mødt op. Vores mål er at skabe et stærkt fællesskab og en arbejdsplads, hvor man har lyst til at være, og vi ser frem til at ansætte mange dygtige medarbejdere. Tak til Randers Kommune for det gode samarbejde omkring rekrutteringsprocessen.«
Allerede i denne uge gennemfører GLS jobsamtalerne i jobcentrets lokaler i Randers. De ansøgere, som slipper igennem nåleøjet, har opstart hos GLS den 1. oktober.