6.9 C
Randers
søndag, november 24, 2024

Stor interesse for lommeaskebægre og poser til affald i Randers

Travle borgere på indkøb i Randers midtby var glade for at få lommeaskebægre og poser til affald med i indkøbstasken fredag den 26. november. Randers Kommune delte askebægre og poser ud for at fejre, at rygere i Randers er blevet bedre til at skodde i et askebæger.

Samtidig er borgerne i Randers gode til at ramme en skraldespand. Det viser en rapport fra organisationen Hold Danmark Rent. Både askebægre og poser blev taget godt imod i Randers Midtby:

»Det er et godt initiativ, der skaber opmærksomhed på affald. Jeg har bemærket, at Randers Kommune har stor fokus på affald med talende skraldespande og skodhoteller. Men jeg synes, at der godt laves flere kampagner, så endnu flere lærer at tænke sig om, inden de smider cigaretskod eller andet affald på jorden,« fortæller Stine Sørensen.

Poser og askebægre bliver brugt flittigt

Hold Danmark Rent kortlægger hvert år hvor mange dåser, cigaretskod og papir, der ligger på jorden 20 forskellige steder i Randers Kommune. I 2020 viste rapporten fra Hold Danmark Rent, at 72 procent af det henkastede affald i Randers Kommune var cigaretskod. Det tal er i 2021 faldet til 64 procent. Én af de mange rygere, der fik et lommeaskebæger med hjem, var Gabriella Rehak:

»For et par år siden fik jeg et lommeaskebæger ved en lignende skraldeevent. Det askebæger har jeg brugt i tre år, men det er gået i stykker. Jeg kunne aldrig få mig selv til at smide mit cigaretskod på jorden. Derfor er jeg glad for at få et nyt lommeaskebæger. Det var min datter, der havde læst om eventen i avisen, så derfor er jeg mødt op,« siger Gabriella Rehak.

Udover den reducerede mængde cigaretskod viser rapporten fra Hold Danmark Rent også, at Randers Kommune ligger på en 3. plads blandt andre store kommuner, når det gælder borgernes villighed til at finde en affaldsspand til deres skrald. Den villighed til at bruge affaldsspandene kunne Gitte Hansen, der fik affaldsposer med hjem fra Randers midtby, godt ønske sig noget mere af langs Gudenåen:

»Jeg kan bruge affaldsposerne,  når jeg går ture langs Gudenåen. Der ligger nogle gange en del affald, og det er ærgerligt. Jeg samler nogle gange affaldet op og lægger i nærmeste skraldespand. Nu kan jeg bruge poserne til affaldet,« siger Gitte Hansen.

Læs mere om rapporten fra Hold Danmark Ren her. 

Relaterede artikler

Nyeste artikler