16.4 C
Randers
torsdag, maj 2, 2024

Store parkeringsområder tæt på midtbyen bliver gratis i tre timer indtil nytår

For at gøre det let at finde en parkeringsplads tæt på midtbyen bliver godt 440 p-pladser ved Randers Regnskov og 60 p-pladser ved Randers Havn gratis at holde på i tre timer. Det har miljø- og teknikudvalget besluttet på mødet den 6. december 2022. Tiltaget gælder fra 7. december og frem til årsskiftet.

»Randers City Forening har henvendt sig med et ønske om at gøre det lettere at finde en parkeringsplads tæt på midtbyen under julehandlen. Det vil vi gerne imødekomme, og med tiltaget her forventer vi at frigøre en masse pladser, så gæster og handlende kan bruge tiden på at shoppe og opleve den magiske jul i midtbyen i stedet for at skulle lede efter en parkeringsplads,« siger Nick Zimmermann, der er formand for miljø- og teknikudvalget.

Konkret betyder beslutningen, at det bliver gratis at holde i de første tre timer på samtlige godt 440 parkeringspladser ved Randers Regnskov, hvorefter man skal betale. Samtidig bliver der på de 60 nye parkeringspladser ved Randers Havn sat en begrænsning, så man højst må holde gratis i tre timer på stedet før bilen skal flyttes. Begge steder er blot få minutters gang fra julestemning, shopping og oplevelser i midtbyen.

Opfordring til pendlere om at give plads til de handlende

På nuværende tidspunkt er det muligt at holde gratis hele døgnet på en del af pladserne ved Randers Regnskov, men det betyder også, at disse pladser er optaget af pendlere, der arbejder i byen. Ved at indføre en betaling efter 3 timer på disse pladser og en tidsbegrænsning på de nye parkeringspladser ved havnen er forventningen, at pendlere i stedet vil parkere på de gratis pladser lidt længere væk – ligesom det er tilfældet i sommermånederne, hvor der er betalingsparkerings på hele regnskovens p-areal for at frigøre pladser til turister.

»Det er vigtig for midtbyen, at gæsterne har gode forhold særligt ovenpå en periode med corona og nu inflation. Derfor håber vi, at pendlere er med på at gå de ekstra skridt og bruger parkeringspladserne, fx på Gasværksgrunden og Brotoften sådan, at det bliver nemt for de handlede at finde parkering,« siger Nick Zimmermann.

Tiltaget med de gratis parkeringspladser gælder fra den 7. december og frem til årsskiftet. Fra januar 2023 vil det igen være muligt at parkere gratis på parkeringspladserne nord for jernbanesporet ved regnskoven hele døgnet, mens der indføres betaling på normale vilkår på de øvrige pladser ved havnen og regnskoven.

— FAKTA —

Her kan du parkere gratis i 3 timer

I perioden fra den 7. december 2022 til og med den 31. december 2022 kan du parkere gratis i 3 timer på parkeringspladsen ved Randers Regnskov og ved Randers Havn.

Ved regnskoven skal du huske at tjekke ind og ud på p-automaterne som normalt. De første tre timer er gratis – herefter fortsætter parkeringen til normal takst (10,50 kr per time), indtil du tjekker ud.

Ved havnen skal du huske at stille p-skiven. Herefter kan du holde i højst tre timer på stedet.

Magisk jul i Randers

Masser af julestemning, shopping og oplevelser i Randers Midtby i hele december. Se aktiviteter og program på julebyen.randers.dk

Relaterede artikler

Nyeste artikler