2 C
Randers
lørdag, november 23, 2024

Stormen Otto er på vej

Det kommer ikke til at gå stille for sig, når stormen forventes at gå i land fredag eftermiddag ved 15-tiden. DMI har udsendt et varsel om ‘farligt vejr’ i særligt det nord- og nordvestjyske og for Norddjurs, hvor DMI i perioden fra klokken 15 til 23 advarer om storm med vindstød af orkanstyrke.

For store dele af det øvrige land er der udsendt et varsel om vindstød af stormstyrke.

Det er især i det nord- og nordvestjyske, at stormen Otto kommer til at påvirke trafikken.

Dagen begynder med dis, finregn og tågebanker flere steder, oplyser meteorolog Bolette Brødsgaard i en vejropdatering på DMIs hjemmeside.

Op ad formiddagen kan finregnen forvandle sig til reel regn, og når den holder inde, bliver den stort set samtidig skiftet ud med blæsten fra Otto.

»Men selvom det ikke er sjovt at blive våd, kan det være en god idé at bruge den våde formiddag på at sikre løse genstande uden for,« forklarer hun:

»På den måde kan du undgå, at genstandene flyver af sted og giver skader på mennesker, huse, biler og andre ting.«

Skal du udenfor i blæsten, så lyder rådet, at man skal ‘tage sig god tid’ og ‘være opmærksom på medtrafikanter’:

»Gående, cykler, motorcykler og høje, lette køretøjer kan have svært ved at holde en sikker kurs i blæsevejret,« fortæller Bolette Brødsgaard i vejropdateringen:

»Skal du med offentlig transport, så tjek om den kører. Vær klar til at finde alternativer, hvis der er pludselig sker ændringer.«

Allerede på nuværende tidspunkt har DSB meldt ud, at Otto har ført til, at der kører færre tog mellem Aarhus og Aalborg Lufthavn i perioden fra klokken 14 til 23 fredag.

Samsø Rederi har også aflyst flere færgeafgange mellem Samsø og Hou samt Samsø og Aarhus.

DMI har udsendt et varsel om ‘farligt vejr’ i særligt det nord- og nordvestjyske og for Norddjurs, hvor man i perioden fra klokken 15 til 23 advarer om storm med vindstød af orkanstyrke.

For store dele af det øvrige land er der udsendt et varsel om vindstød af stormstyrke.

Stormen ventes at kulminere fredag aften klokken 18, og DMI forventer, at vinden aftager natten til lørdag.

Mange aflysninger: Trafikken bliver lammet

Herunder kan du få et overblik over hvilke trafikale problemer stormen giver allerede nu.

Tog:

● Banedanmark har aflyst alle afgange på togstrækningerne Aalborg-Frederikshavn og Thisted-Struer fra klokken 15 til 23. I stedet indsættes togbusser.

● Nordjyske Jernbaner stopper al togdrift fra i eftermiddag. Til DR oplyser administrerende direktør, Martin Sort Mikkelsen, at det sandsynligvis vil ske fra klokken 14, og at togdriften først genoptages lørdag morgen. Tog fra Aalborg med retning nordpå og al kørsel på Hirtshalsbanen og Skagensbanen samt Nordjyske Jernbaners tog syd for Limfjorden aflyses. I stedet indsættes togbusser.

● Der vil være færre tog mellem Aarhus og Aalborg Lufthavn i perioden fra klokken 14 til 23 fredag.

● Du kan holde dig opdateret på den overordnede trafiksituation hos Nordjyllands Trafikselskab her.

● På flere andre jyske strækninger vil der være timedrift. DSB og Banedanmark opfordrer dig til at tjekke rejseplanen før afrejse.

Færger:

● DFDS har aflyst Oslofærgens afgange til og fra Frederikshavn fredag. Færgerne sejler i stedet til og fra København. DFDS oplyser til TV 2 Nord, at passagererne tilbydes afgang til/fra København og kompenseres med kilometerpenge eller bus til/fra Frederikshavn.

Ærøfærgen har aflyst afgangene fra Søby klokken 14.15 og kl. 17.05, afgangene fra Fynshav klokken 15.30 og klokken 18.20, afgangen fra Ærøskøbing klokken 20.35 og afgangen fra Svendborg klokken 20.05.

● Læsøfærgen oplyser på Facebook, at afgangene fra Læsø klokken 15.00 og 18.40 og afgangene fra Frederikshavn klokken 16.50 og 20.30 er aflyst.

● Stena Line har også aflyst flere færger. Det gælder afgangene mellem Göteborg og Frederikshavn klokken 15.45 og 18.25 og fra Frederikshavn til Göteborg klokken 19.45 og 22.35. Mellem Grenaa og Halmstad er afgangen fra Grenaa klokken 14.10 og afgangen fra Halmstad klokken 20 aflyst.

● Colorline har ændret afgangstidspunktet for flere afgange mellem Danmark og Norge. Andre afgange er blevet aflyst. Du kan finde mere information på Colorlines norske hjemmeside.

● Endelig har Samsø Rederi aflyst flere færgeafgange mellem Samsø og Hou samt Samsø og Aarhus. Det oplyser rederiet på Facebook.

Broer:

● I løbet af fredagen vil trafikken på flere broer med al sandsynlighed blive påvirket af stormen. Der er risiko for, at kørsel med vindfølsomme køretøjer frarådes eller endda forbydes. Du kan holde dig opdateret på Vejdirektoratets trafikkort.

Fly:

● Foreløbig er ingen afgange fra Aalborg Lufthavn påvirket af stormvarslet. Lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen oplyser til TV 2, at man holder vågent øje med situationen.

Relaterede artikler

Nyeste artikler