Tilsætningsstofferne E410 og E407 kan få bestemte mærker af jelly-slik til at svulme op i svælget.
En tredje omgang af jelly-slikprodukter er tirsdag blevet tilbagekaldt af Fødevarestyrelsen, der er bange for, at det kan udgøre en kvælningsfare.
Der er tale om Speshow Jelly Straws, der sælges på bøtter, i poser og enkeltvis.
De føjer sig til listen af andre jelly-slikprodukter, som er blevet kaldt tilbage de seneste uger.
Mandag var det OJuicy Fruit Jelly og Sweet Mellow Jelly Straws, der blev kaldt tilbage. Tidligere har ABC Jelly Fruity og ABC Jelly Straws været tilbagekaldt.
Jelly slikprodukterne indeholder nogle bestemte tilsætningsstoffer, som gør, at slikket kan svulme op, efter at det er kommet ind i svælget. For børn kan det udgøre en decideret fare for at blive kvalt.
Der er tale om stofferne E410 og E407.
»Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at kassere produkterne eller levere dem tilbage i butikken, hvor det er købt,« skriver styrelsen til forbrugerne.
Det har intet at gøre med specifikke partier af slikket. Derfor er det lige meget, hvornår slikket har udløbsdato. Fødevarestyrelsen råder til, at man i alle tilfælde leverer slikket tilbage.