2.8 C
Randers
lørdag, april 27, 2024

Succesfuld genbrugsbutik fylder et år

Der bliver fest, når Røde Kors genbrugsbutik i Spentrup fejrer et år fødselsdag den 26. august.

Der vil være slushice, popcorn, grillpølser kaffe og hjemmebagt kage til alle, som kommer forbi, og alle er velkomne understreger bestyrelsen.

Et års fødselsdag den 26. august

For godt halvandet år siden overtog Røde Kors butikken, og de første tre måneder brugte de frivillige til at gøre butikken klar, og de er alle meget godt tilfredse med resultatet.

Det er lyse og venlige lokaler, som indbyder kunderne til at gå rundt og kigge på de mange forskellige sager. Der er tøj, sko, tasker, legetøj, køkkenting, pynteting og meget andet.

Bagerst i lokale er der stor aktivitet. Frivillige kvinder er i gang med at sortere de ting, som er kommet ind. Personalet lægger stor vægt på, at de ting som skal sælges, er rent og pænt.

Marianne, Birgitte og Annette i gang med at sortere tøj

Fødselsdagen fejres med udsalg

Udsalget går i gang den 26. august på deres fødselsdag, og hele ugen der efter. Alle tingene sælges til halv pris.

»Vi håber på besøg af rigtig mange, og måske vække interesse for at hjælpe med at drive butikken. Vi kan godt bruge yderligere 3-4 frivillige, så butikken kan have åbent fem dage om ugen, i stedet for fire dage, som nu,« siger formand Allan Thomsen

I øjeblikket er de 11 frivillige. Der er ingen krav for at blive frivillig, bortset fra, at de skal have lyst til at snakke med mennesker, fordi kunderne selvfølgelig skal have en god behandling siger de frivillige og bestyrelsen samstemmende.

Sådan begyndte det

Da den daværende lokale Røde Kors bestyrelse efter ca. 40 år smed håndklædet i ringen, var der i en periode ingen bestyrelse i Spentrup. I forbindelse med landsindsamlingen i 2019 blev der stemt dørklokker, og her blev de lokale spurgt, om ikke de kunne tænke sig at være frivillig i Røde Kors.

Formand Allan Thomsen og hans hustru Annette Frandsen meldte sig tillige med 6-7 øvrige, og så gik de ellers i gang med at finde et egnet lokale. Det blev bygningen hvor ”Østjydsk Bank” tidligere havde til huse. Da Røde Kors overtog bygningen var der intet indbo, så de frivillige knoklede med indkøb og opsætning af reoler og borde og giner og ”tusind andre ting”, for at få en flot, lys og indbydende forretning med et stort udvalg, indtil den officielt åbnede den 26. august sidste år.

»Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange timer, jeg brugte i butikken den sommer,« siger Birgitte Frederiksen.

Forman Allan Thomsen står klar ved kassen

Lokale ildsjæle

De frivillige er ikke bare ildsjæle, men det er også givende for dem, dels fordi det går til et godt formål, og dels at det er en organisation, man kan stole på, og så er der en god portion idealisme bag.

»De er også gode mennesker, med en sund livsopfattelse,« supplerer Christian Boldsen, som er kasserer i Røde Kors Purhus afdelingen.

Mange forskellige kunder

Som kunder er det alle aldersgrupper. Umiddelbart inden skoleferien var forbi, kom en ung dreng på 11 år, som havde brug for en skoletaske. Han købte den, som var flottest syntes han, og betalte gladelig de 15 kroner, som skoletasken kostede.

Butikken har gjort ekstra meget ud af at række hånden ud til unge mennesker, som står for at skal flytte hjemme fra.

Der er kreeret en særlig ”Flytte-hjemme-fra” pakke. Det er startpakker til unge mennesker, som skal flytte hjemmefra, og måske ikke har så mange penge at gøre godt med.

Pakken består bl.a. af dybe og flade tallerkner, glas, bestik og ikke mindst kogebøger. Alle til fire personer. Det er en idé, som butikkens frivillige får meget ros for.

Skulle der være efterspørgsel efter f.eks. kjoler, og butikken ikke har nogen hjemme, kan de bestille varerne i Horsens. Derfor er der ingen kunder, som går forgæves.

Fredagscafé

Ikke alene får kunderne en god oplevelse og behandling, når de besøger butikken. Som oftest om fredagen er der hygge, hvor kunderne inviteres til at drikke en sodavand eller en kop kaffe med tilhørende småkager, og selvfølgelig en snak.

Det giver en god og afslappet stemning.

Ikke bare genbrug

Alle ting som indleveres bliver sorteret, og skulle der være noget, som ikke kan sælges, bliver det afhentet og fragtet til lageret i Horsens. Her bliver nogle af resterne finsorteret mens andre bliver solgt og genanvendt på anden vis.

Røde Kors er ikke bare genbrug. I 2019 etablerede Røde Kors Purhus gruppen Familievenner. Gruppen, som i starten bestod af 5 Familievenner, blev så matchet med familier med forskellige udfordringer. Familievennerne hjælper bl.a. børnene i familien med lektier, rådgiver om økonomiske problemer, virker som bisiddere, får struktur på hjemmet eller måske har familien ”bare” brug for nogen at snakke med.  

Op til jul laver de aktiviteter for børn og familier, hvor børnene får en julegave.

Marianne sørger for, at tingene står pænt på hylderne

Økonomi

Bestyrelsen håber på en omsætning på knap 400.000 kroner om året, som gerne skulle give 80.000-100.000 kroner i overskud.

På landsplads har Røde Kors en omsætning på 281 mio. kroner, og et overskud på 100 mio. i overskud alene på drift af genbrugsbutikker.

Butikken afleverer fast 34 % af overskuddet til hovedafdelingen. Resten af beløbet går til diverse projekter, eksempelvis sorggrupper, internationalt beredskab og socialt arbejde i Danmark.

Du kan læse mere om genbrugsbutikken her:
Røde Kors Huset – Genbrug & Aktivitetshus – Purhus

Se flere billeder herunder

Kasserer Christian Boldsen i midten, flankeret af Annette, og Marianne (th), Birgitte og Allan (tv).
Annette viser et lille udsnit af børnetøj

Relaterede artikler

Nyeste artikler