Region Midtjylland vil sikre åbenhed om udfordringer, kritisk kapacitet og rettidig behandling af kræft. Samtidig vil planen kaste lys på områder, hvor der generelt er kapacitetsproblemer.
Regionsrådet iværksætter nu en række initiativer, der tilsammen skal styrke behandlingen af kræft i regionen.
»Kræft er en akut sygdom. Derfor er hovedfokus i planen at sikre den nødvendige kapacitet til at behandle de patienter, der lige nu venter længere end de maksimale ventetider.«
Sådan lyder det fra regionsrådsformand Anders Kühnau (S), efter at regionsrådet på et møde onsdag 5. april drøftede de nye tiltag.
»Jeg hører generel opbakning til planen fra et regionsråd, der lige som jeg ser med stor alvor på, at de maksimale ventetider er overskredet i så stort et omfang,« siger Anders Kühnau.
Kerneårsagsanalyse
»I sagen om mave- og tarmkræft er der lige nu flere spørgsmål end svar. Derfor iværksætter vi en kerneårsagsanalyse. Den skal undersøge, hvorfor så mange patienter oplevede overskridelser af de maksimale ventetider. Nogle patienter fik endog lange overskridelser. Vi skal kende de bagvedliggende årsager til problemet, så vi kan lære af dem og undgå at komme i en lignende situation,« siger regionsrådsformanden.
En række af punkterne i handlingsplanen handler om styrket kommunikation. Anders Kühnau:
»Også her skal vi gøre det bedre. Det gælder ledelsesinformationen, hvor vi skal have understreget, hvor vigtigt det er at identificere, kommunikere om og konkret handle, hvis patientsikkerheden er i fare. Og det gælder kommunikationen til og med Regionsrådet. Sidst, men ikke mindst skal vi hurtigt evaluere Region Midtjyllands nye whistleblower-ordning, så vi sikrer, at der bliver handlet omgående på indberetninger, der angiver problemer med patientsikkerhed.
Det sidste punkt i planen handler om at arbejde for en stærkere kvalitetskultur.«
»Vi skal fremme en kultur, hvor det opleves trygt at være åben om det svære. Vi skal lære af de fejl og udfordringer, som uundgåeligt opstår i sundhedsvæsenet. Det gælder ikke alene kræftområdet, men bredt set. Det er den eneste måde vi kan forbedre behandlingen på,« siger Anders Kühnau.