Rygterne om den hårde tone i Randers byråd blev i aften gjort til skamme.
Humøret var højt, og stemningen helt i top, da mere end 40 af de opstillede kandidater til pladserne i Randers byråd mødtes mandag aften til en kandidatmarch. Her blev der sagt tak for kampen.
De mange kandidater mødtes klokken 17 i Torvegade, og gik herefter en tur i midtbyen. På tværs af partiskel blev der grinet og fortalt om morsomme oplevelser under valgkampen. Derudover blev der ikke diskuteret politik udover der ind imellem kom hjertelige stikpiller, som straks blev besvaret med en anden hjertelig bemærkning.
Artiklen fortsætter under billedet
Fælles om Randers Kommune
Initiativtager til kandidatmarchen var Morten Munk Andresen. Han synes, det er vigtigt at vise borgerne i Randers Kommune, at politikerne sagtens kan være sammen, have det sjovt og godt sammen på trods af forskellige politiske holdninger.
Dagens march dokumenterede samtidig, at der er mange og tætte venskaber på tværs af partiskel.
»Uanset hvilken politisk holdning man har, skal der ikke være tvivl om, at alle selvfølgelig vil det bedste for Randers Kommune. Vi er bare uenige om hvordan, men det er jo sådan demokratiet virker. Vi står alle sammen om Randers,« understreger Morten Munk Andresen.
Stor succes
Det var første gang, at alle kandidater inviteres til en fælles march for at vise, borgerne en anden side af politikerne, end den man kender fra byrådssalen.
Morten Munk Andresen var positivt overrasket over det store fremmøde til marchen, og måske bliver det en ny tradition, som gennemføres når der er valg til byråd og regioner.
Turen gennem bymidten havde givet en helt naturlig tørst. Derfor sluttede arrangementet på Tante Olga, hvor alle kandidaterne skålede, og erklærede valgkampen for slut.
I morgen aften mødes de alle igen. Det sker på Laksetorvet, når valgstederne er lukket, og det afgøres hvem der skal have en af de 31 pladser i byrådet.
Artiklen fortsætter under billedet