Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil vil 8. maj give en undskyldning til de tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen til et arrangement på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg.
Sidste år kastede den historiske udredning af sær- og åndssvageforsorgen i perioden 1933 til 1980 lys over et mørkt kapitel i dansk historie. Børn, unge og voksne blev udsat for svigt og overgreb under statens varetægt.
Derfor vil social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil på vegne af regeringen give en undskyldning til de tidligere anbragte, der har været udsat for svigt og overgreb.
Undskyldningen bliver markeret ved et arrangement på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg den 8. maj kl. 13.00 – 15.00.
Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil siger:
»De tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen har ventet længe på en undskyldning, som jeg er glad for endelig at kunne give på regeringens vegne. Det er skæbner og historier, som har berørt mig dybt, og som det er vigtigt, vi lytter på og lærer af. Derfor er det eneste rigtige også at give en undskyldning fra statens side til de mennesker, der i statens varetægt blev udsat for horrible overgreb, der også dengang var ulovlige.«
På anstalten blev pigerne blandt andet udsat for tvangssterilisation.
Særforsorgen, der før i tiden blev kaldt åndssvageforsorgen, havde ansvar for borgere, som dengang blev betegnet som åndssvage.
Det kunne være personer med en intelligenskvotient under 75, døve, blinde, fysisk handicappede, talehæmmede eller epileptikere.
De overgreb, som de anbragte borgere blev udsat for, tæller vold, seksuelle overgreb og unødig brug af magt som fiksering eller indespærring.
I 2019 fik drengene fra børnehjemmet Godhavn en officiel undskyldning af statsminister Mette Frederiksen (S). De var blevet udsat for overgreb i perioden 1946 til 1976.
I december 2020 gav Mette Frederiksen en skriftlig undskyldning til seks nulevende af de 22 grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951.
Her blev de en del af et forsøg, der fik store menneskelige konsekvenser, blandt andet fordi de mistede båndene til deres familier og Grønland.
I marts sidste år blev de seks personer inviteret til et officielt undskyldningsarrangement.
Mette Frederiksen nævnte tilbage i 2019 eksempelvis også »pigerne på Sprogø«, som nu er blandt dem, der vil få en undskyldning efter udredningen.