[OPDATERING med udtalelse fra specialanklager Jesper Rubow]:
»Jeg er naturligvis tilfreds med, at retten i høj grad har været enig i anklagemyndighedens vurdering af sagen. Først og fremmest sagens store bevisspørgsmål – nemlig, hvorvidt det var tiltalte, der havde forgiftet ofrene. Jeg håber også, at dommen kan give en smule retfærdighedsfølelse og lidt ro i sindet hos de pårørende til de fire ofre,« siger specialanklager Jesper Rubow, der har ført sagen på vegne af anklagemyndigheden hos Østjyllands Politi.
Stod på i flere måneder
Efter nogle mistænkelige indlæggelser af flere plejehjemsbeboere fra Plejecenter Tirsdalen i Randers tilbage i februar og marts sidste år, påbegyndte Østjyllands Politi en intensiv efterforskning, der den 14. marts førte til anholdelsen af kvinden.
Her blev hun sigtet for drab og flere drabsforsøg, mens efterforskningen af sagen mod hende fortsatte nogle måneder, inden anklagemyndigheden i november rejste tiltale mod hende, så sagen kunne blive afgjort ved retten.
»Det er naturligvis et meget intensivt og omfattende efterforskningsarbejde, som politiet har foretaget i en længere periode, der har gjort det muligt for anklagemyndigheden at løfte bevisbyrden i sagen,« siger specialanklager Jesper Rubow.
Den 60-årige kvinde har under hele sagen nægtet sig skyldig. Hun vil forblive varetægtsfængslet efter dom.
»Det er en meget tragisk sag, og det er selvfølgelig helt uacceptabelt, at beboere på plejehjemmet er blevet udsat for drabsforsøg af en ansat. Derfor er jeg også særdeles tilfreds med, at tiltalte blev frakendt retten til at arbejde som social og sundhedshjælper,« siger specialanklager Jesper Rubow.
I forbindelse med rettens domsafsigelse er navneforbuddet i sagen blevet ophævet. Den 60-årige kvinde er desuden blevet dømt til at betale erstatning til ofrene.
****
[OPDATERING]: Den 60-årige Susanne Hein Kristensen skal i fængsel i 16 år. Det har et nævneting i Randers netop besluttet.
Det var en grædende og dybt rystet kvinde, som lyttede til dommer Mette Langborg, da strafudmålingen blev bekendtgjort. Det var et enigt nævningeting, som afgjorde straffens længde.
Forsvarer Henrik Garlik ankede på stedet dommen til frifindelse eller formildelse.
Kvinden skal forblive varetægtsfængslet indtil sagen begynder i Landsretten.
Da hun fik lov at sige de sidste år inden pausen, sagde hun: »Jeg har aldrig givet ældre medicin imod deres vilje. Det kan ikke lade sig gøre. Jeg har ikke gjort det. Det var bare det.«
****
Den 60-årige er ved retten i Randers netop kendt uskyldig i drab, men kendt skyldig i fire drabsforsøg. Kvinden var sigtet for i alt syv drabsforsøg.
Retten lagde især vægt på forklaringerne fra ambulancelæge, cheflæge på Regionshospitalet i Randers samt lederen af plejecenter Tirsdalen.
Tilbage i februar 2022 skete der flere mystiske indlæggelser fra plejehjemmet, hvilket resulterede i, at politiet blev involveret.
Den 60-årige blev anholdt, og under en ransagning fandt politiet medicin, af samme slags, som blev fundet i ofrene.
Udover drab og drabsforsøg var kvinde tiltalt for tyveri og tjenestemisbrug, hvilket hun også blev kendt skyldig i.
Susanne Hein Kristensen blev ligeledes kendt skyldig i fire tilfælde af grov vold, det ene af dem med døden til følge.
Kvinden har siddet varetægtsfængslet siden.
Det var et enigt nævneting, som har truffet beslutningen om skyldsspørgsmålet.
Straffen fastsættes senere.