I Randers Kommune har 179 familier benyttet sig af det digitale behandlingsforløb Min Magiske Mave, og resultaterne efter to år taler for sig selv: børnene har færre mavesmerter, bedre trivsel og mindre skolefravær. Kommunen udvider nu tilbuddet med Ro i Maven til unge fra 13 år.
Siden april 2024 har Randers Kommune, med støtte fra Ebbefos Fonden, tilbudt det digitale behandlingsforløb Min Magiske Mave til børn i alderen 6 til 12 år med funktionelle mavesmerter. En netop offentliggjort midtvejsrapport viser, at forløbet gør en stor og målbar forskel for familier og børn i mistrivsel.
Blandt de 179 familier i Randers Kommune, der har aktiveret et forløb, har 3 ud af 4 børn haft fravær fra skole på grund af mavesmerter. Efter forløbet vurderer 79 % af forældrene, at barnet har det bedre eller meget bedre end før, 86 % oplever, at forløbet har hjulpet familien, og 64 % ser en positiv effekt på barnets skolegang.
»Vi har nu dokumentation for, at Min Magiske Mave styrker trivslen for børn og familier i Randers. Når børnene får redskaber til at håndtere deres symptomer, kan de igen deltage i skole og fritidsliv på lige fod med deres kammerater. Det er præcis den slags tidlige, lettilgængelige indsatser, vi har brug for,« siger Kasper Fuhr Christensen, formand for Børn- og skoleudvalget i Randers Kommune.
Også blandt brugerne af tilbuddet er der ros til projektet.
»Som forælder er jeg meget taknemmelig for, at det har givet min datter den ro, hun havde brug for. Hun er kommet meget langt efter forløbet, og vi oplever generelt en gladere pige,« fortæller Michelle Ovesen Schjern, der er mor til Maluca på 10 år pige i Randers, der havde daglige mavesmerter og hyppigt skolefravær inden forløbet.
Nyt tilbud til unge fra 13 år
I forlængelse af de gode resultater udvider Randers Kommune nu tilbuddet med Ro i Maven, en ungeversion af Min Magiske Mave målrettet unge fra 13 år. Dermed får kommunen sammenhængende dækning for hele børne- og ungeområdet.
»Funktionelle mavelidelser følger ofte med ind i teenageårene, og mange unge bliver sendt hjem med beskeden om, at der ikke er noget galt, selvom symptomerne påvirker hele deres hverdag. Med Ro i Maven giver vi dem konkrete redskaber til at forstå og håndtere symptomerne og tage kontrollen tilbage i deres liv,« siger Anna Knakkergaard, læge, specialist i børnehypnose og faglig leder af Min Magi.
Ro i Maven er et seks ugers digitalt forløb til unge, der kan gennemføres på mobilen. Indholdet er visuelt og sprogligt tilpasset en ældre målgruppe og kan gennemføres selvstændigt eller med forældreinvolvering. Forløbet bygger på de samme evidensbaserede metoder som Min Magiske Mave: kognitiv adfærdsterapi og hypnoterapi.
Faktaboks: Resultater fra Randers
- 179 familier har været i gang med Min Magiske Mave siden april 2024
- 79 % af forældrene vurderer, at barnet har det bedre eller meget bedre efter forløbet
- 86 % af familierne oplever, at forløbet har hjulpet dem
- 3 ud af 4 børn havde skolefravær på grund af mavesmerter ved opstart
- 64 % rapporterer en positiv effekt på barnets skolegang
Faktaboks: Hvad er funktionelle mavesmerter?
- Tilbagevendende mavesmerter uden påvist sygdom i mave-tarmsystemet
- Opstår hos cirka 10 procent af alle børn og unge i Danmark
- Skyldes en ubalance i kommunikationen mellem hjerne og mave-tarmsystem
- Kan give smerter og andres symptomer som kvalme eller problemer med afføringen
- Mange oplever også angst, tristhed og søvnforstyrrelser
- Påvirker ofte skolegang og trivsel
- Ubehandlet kan symptomerne fortsætte ind i voksenalderen
Om Min Magi
Min Magi står bag de digitale forløb Min Magiske Mave (6-12 år) og Ro i Maven (13+ år), der er baseret på evidensbaserede metoder, og som hjælper børn og unge med funktionelle mavesmerter tilbage i trivsel og tilbage i skole. Forløbene tilbydes i dag i 18 danske kommuner. Læs mere på minmagi.dk.


