Anker Boje og Bo Ratz bliver medlemmer af Østbroens byrådsgruppe
»Jeg skifter fra at være løsgænger i Randers Byråd til Borgerlisten Østbroen samme sted – og fra næste byrådsmøde den 16. december 2024 repræsenterer jeg således Borgerlisten Østbroen. Jeg skifter samtidig med Bo Ratz fra Det Konservative Folkeparti. Det bliver et uhyre stærkt mandskab på denne liste, der fremover og op til næste byrådsvalg tirsdag den 18. november 2025 vil give sine meninger og holdninger til kende,« siger Anker Boje.
»Der er rigtig mange gode grunde til, at jeg fremover skal repræsentere Østbroen. Lad mig blot nævne et par stykker: Klimabroen, hvordan Flodbyen skal se ud, hvor lystbådehavnen skal ligge, Ringboulevardens forlængelse. Og jeg har sådan set været enig med meget af Østbroens politik i lang tid. Faktisk går det helt tilbage til sidste kommunalvalg, hvor jeg gik til valg på afgørende lokalpolitiske temaer, der var de samme som Østbroens,« oplyser Bo Ratz, som igen forlader den konservative byrådsgruppe.
I Østbroen er de glade for de to nye medlemmer af gruppen:
»Vi er enormt glade og stolte af, at de kan se sig selv i Østbroens politik, og den måde vi lokalpolitisk arbejder pragmatisk med sund fornuft fra sag til sag. Her kan vi f.eks. fremhæve Østbroens holdning til, at der skal være styr på økonomien, uden det går ud over kerneydelserne til borgerne – hvilket klart afspejles i vores fremlagte budgetforslag,« siger Erik Bo Andersen fra Østbroen, og fortsætter:
»Vi har gennem hele Østbroens levetid haft gode relationer til Bo og Anker, og de gode relationer har bevirket, at vi har let ved at samarbejde, debattere politiske holdninger, retninger osv. til gavn for borgerne i Randers Kommune. Drøftelserne har derfor været lette, når det har drejet sig om, at forankre vores fremtidige samarbejde i den lokalpolitiske borgerliste Østbroen.«