8.5 C
Randers
onsdag, januar 1, 2025

To udvisningsdømte vinder sag mod Danmark

Den Europæiske menneskerettighedsdomstol i Strasbourg giver medhold til to kriminelle.

To kriminelle unge mænd, der er blevet dømt til udvisning af Danmark, har fået krænket deres menneskerettigheder.

Det har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg afgjort tirsdag formiddag.

Konkret er der sket en krænkelse af artikel 8, som handler om retten til respekt for privatliv og familieliv.

I alt fire unge mænd fra Nyborg og København har fået afgjort deres sag mod Danmark ved menneskerettighedsdomstolen.

I de resterende to sager vurderes det, at der ikke var sket en krænkelse med deres udvisning.

Afghanske mænd får medhold

De fire mænd kom alle til Danmark i en meget ung alder og lægger i sagen vægt på, at de nærmest ingen tilknytning har til deres ophavslande.

Deres straffeattester viser domme for alvorlige forbrydelser som voldtægt, røveri, gentagne voldsdomme og narkodomme, lyder det i en pressemeddelelse.

Det er to unge mænd med afghansk baggrund, som i dag bor i København, der har fået medhold, fremgår det af en pressemeddelelse fra Strasbourg.

De er født i henholdsvis 1995 og 1992 og blev idømt udvisning af Danmark med indrejseforbud i 12 år.

Den danske stat skal betale 5.400 euro – svarende til lidt over 40.000 danske kroner – til at dække sagens omkostninger for den ene sagsøger.

Den anden har ikke fremsat noget økonomisk krav.

Iraker og congoleser fik afslag

De to andre, som ikke fik medhold, blev begge udvist for bestandigt ved de danske domstole.

Den ene er født i 1994 i Irak, men bor i Nyborg. Den anden bor i København. Han er født i 1999 og stammer fra Congo.

I sagerne er spørgsmålet blevet rejst, om udvisningsstraffene er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, som handler om retten til respekt for privatliv og familieliv.

21 sager i vente

Dommene kan få betydning for fremtidige retssager med spørgsmål om udvisning i Danmark, fortæller Louise Halleskov, som er ph.d. og professor ved Aarhus Universitets juridiske institut, til Ritzau.

21 lignende sager mod Danmark ventes at blive afsagt i den nærmeste fremtid.

Grovheden af sagerne varierer, men nogle af dem vedrører mindre alvorlig kriminalitet, og det gør det særligt interessant, fordi Menneskerettighedsdomstolen ikke har taget stilling til mange af den slags, vurderer Louise Halleskov.

Relaterede artikler

Nyeste artikler