6.3 C
Randers
onsdag, februar 5, 2025

To valgsteder åbner tirsdag: Det nye valgsystem bliver testet

Tirsdag den 4/2 kl. 9.30-10.30 tester Randers Kommune valgsystemet. Testen foregår samtidig i alle 98 kommuner for at afprøve systemet i en valgsituation. I Randers foregår en realistisk valghandling med brevstemmer fra borgerservice, stemmebokse på to valgsteder og vælgere i kø

»Velkommen til. Valgstedet er åbent.« Sådan lyder det fra valgstyrersekretærerne på Laksetorvets to valgsteder under testvalget, der foregår på tirsdag. Men denne gang er det ikke politikerne, der skal bestå prøven – det er selve valgsystemet. I den anledning er stemmebokse fundet frem, fiktive vælgere står klar i kø, og brevstemmerne er registreret via Borgerservice.

»I efteråret tog vi de første skridt med et prøvevalg ved skrivebordet, men nu er vi klar til næste runde, som minder mere om et rigtigt valg – vi kører simpelthen et regulært valg på to valgsteder med registrering af kandidater, brevstemmer og rigtige vælgere,« siger Camilla Juul Nielsen, der er valgansvarlig og juridisk chefkonsulent i Randers Kommune.

Testen foregår samtidig i alle 98 kommuner for at afprøve systemet i en realistisk valgsituation.

I Randers bliver der åbnet to testvalgsteder på Laksetorvet fra kl. 9-12, hvor hele valgprocessen bliver gennemspillet. Formålet er at sikre, at systemet kan håndtere korrekt registrering af stemmer, kandidater, brevstemmer og andre vigtige elementer. Samtidig bliver systemet sat på prøve for at sikre, at det kan håndtere aktiviteten fra alle 98 kommuner på én gang – og selvfølgelig for at fange fejl, før den endelige valgdag.

»Vi forventer, at systemet fungerer, som det skal. Det her er lige så meget en test for os, der skal stå for kommunal- og regionsrådsvalg til november her i Randers. Min forventning er, at det forløber, som det skal. Skulle der opstå småfejl undervejs, noterer vi dem og melder tilbage, så vi er helt sikre på, at systemet står skarpest muligt, når vi rammer den rigtige valgdag,« siger Camilla Juul Nielsen.

Relaterede artikler

Nyeste artikler