-0.9 C
Randers
lørdag, januar 11, 2025

Tradiums bestyrelse er Best in Class

Ved uddelingen af Årets Offentlige Bestyrelsespris i 2024 blev Tradiums bestyrelse kåret til den bedste i uddannelsessektoren.

Forum for Offentlige Bestyrelser har netop uddelt Årets Offentlige Bestyrelsespris for 11. gang. Her blev bestyrelsen på Tradium kåret som “Best in Class” i uddannelsessektoren.

»Vi var beæret over nomineringen og er nu meget stolte over kåringen til den bedste bestyrelse i uddannelsessektoren. Prisen går til den store indsats bestyrelsen og ledelsen lægger i bestyrelsesarbejdet og ikke mindst til samspillet i det arbejde. Vi arbejder som et hold for skolen,« fortæller Søren Sørensen, der er formand for Tradiums bestyrelse.

Strategisk arbejde der gør synlig forskel

Det endelige valg af “Best in Class” 2023/2024 er foretaget af et uafhængigt bedømmelsesudvalg af eksperter. I begrundelsen for kåringen af Tradium lagde de vægt på bestyrelsens aktive strategiske arbejde:

»Vinderen af Best in Class i uddannelsessektoren udmærker sig ved at arbejde så aktivt med forskellige strategiske områder, at det gør en synlig forskel på skolen og dens drift, ligesom man har arbejdet meget aktivt med at tilføre de nødvendige eksterne kompetencer til bestyrelsen. De strategiske områder har fx omfattet nye tilbud inden for efteruddannelse i mobilitetsbranchen og etableringen af et nyt aftagerpanel på gymnasieuddannelserne.«

De rigtige i bestyrelsen

På Tradium er de rigtige kompetencer i bestyrelseslokalet et fokusområde, som skolen får opbakning til fra de arbejdsgiver- og aftagerorganisationer med flere, der er repræsenteret i bestyrelsen.

»De organisationer, der er repræsenteret i Tradiums bestyrelse, prioriterer at få de rigtige personer ind. Derfor kan jeg også uden at blinke sige, at den bestyrelse Tradium har i dag besidder de kompetencer, som skolen p.t. har brug for. Når medlemmerne samtidig byder aktivt ind i arbejdet og debatter, bliver det også spændende at komme til møderne, og det kommer i sidste ende eleverne, skolen og dens samarbejdspartnere til gavn,« fortæller Søren Sørensen.

Fakta

Årets Offentlige Bestyrelsespris uddeles af Forum for Offentlige Bestyrelser i samarbejde med Pluss Leadership, Horten og BDO. Forum for Offentlige Bestyrelser er et netværk af bestyrelsesforeninger og brancheorganisationer for de ca. 4.000 offentlige bestyrelser i Danmark inden for uddannelses-, kultur- og forsyning/infrastruktur-sektorerne.

Billedtekst:
Tradiums formandskab overværede afsløring af Årets Offentlige Bestyrelsespris online på skolen. Fra venstre Daniel Dallerup, Søren Sørensen og Bent Klim Johansen

Relaterede artikler

Nyeste artikler