9.7 C
Randers
onsdag, oktober 29, 2025

Tyveknægt varetægtsfængslet

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstillede onsdag en 47-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han er sigtet for et indbrud begået i et cafeteria ved en idrætshal på R. Hougårds Vej i Randers SØ.

Den 47-årige mand blev anholdt tirsdag formiddag kl. 10.49 på baggrund af en anmeldelse til Østjyllands Politi kl. 09.05 om et indbrud på adressen i perioden fra mandag kl. 18.00 til tirsdag morgen kl. 07.00.

I forbindelse med politiets efterforskning af sagen blev søgelyset rettet mod den 47-årige mand, som tirsdag formiddag blev truffet på en adresse i det centrale Randers og gjort bekendt med politiets mistanke om, at han var gerningsmanden til indbruddet i cafeteriet, hvor der bl.a. var blevet stjålet slik og elektronik.

Foruden indbruddet på R. Hougårds Vej i det sydøstlige Randers er den 47-årige mand til dagens grundlovsforhør sigtet for en lang række lignende forhold vedrørende berigelseskriminalitet begået i store dele af Randers.

Den 47-årige mand blev til dagens grundlovsforhør ved Retten i Randers varetægtsfængslet i fire uger frem til onsdag den 26. november. Han erkendte de fleste forhold og kærede ikke kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.

Relaterede artikler

Nyeste artikler