På Socialkompas.dk finder du aktiviteter og tilbud henvendt til børn, unge og voksne. I festugen kan du blive klogere på, hvordan du bruger hjemmesiden og finder de tilbud, som passer til dig eller én du kender.
På Socialkompas.dk findes et hav af støttetilbud og fritidsaktiviteter til børn, unge og voksne som har brug for støtte af den ene eller den anden slags. På Socialkompas finder du for eksempel motionstilbud og idrætsforeninger, fritidsaktiviteter, mødesteder, kurser, selvhjælpstilbud og meget mere.
»Socialkompas gør det nemt at finde og deltage i aktiviteter og støttetilbud i Randers-området. Socialkompas henvender sig til en bred vifte af mennesker, som har brug for lidt ekstra støtte af den ene eller den anden slags,« siger Sidsel Åris Petersen, konsulent ved Randers Kommune.
Tirsdag, onsdag og lørdag i Randers Festuge – uge 33 – kan alle komme ned i No.17 i Slotsgade 4 og blive klogere på Socialkompas.dk.
»Alle er velkomne til at kigge forbi og blive inspireret. Du kan møde kommunens medarbejdere og frivillige, der vil guide dig gennem Socialkompas og vise, hvordan du kan finde præcis det tilbud eller den aktivitet, du søger. Du kan også prøve kræfter med Socialkompas-quizzen,« siger Sidsel Åris Petersen.
Hvad finder du på Socialkompas?
Socialkompas er en landsdækkende hjemmeside, og på randers.socialkompas.dk findes lokale tilbud og aktiviteter, der henvender sig til borgere i Randers og omegn.
Familier kan bruge Socialkompas til at få overblik over børnevenlige aktiviteter og finde støtte og ressourcer, der kan hjælpe dem i deres hverdag som forældre. Unge og studerende kan finde et væld af fritidsaktiviteter, såsom sportsforeninger og kreative workshops, samt muligheder for terapi, støttesamtaler og lektiehjælp.
For socialt udsatte og psykisk sårbare er Socialkompas en oversigt over tilgængelig rådgivning og støtte, der kan hjælpe med at håndtere økonomiske, mentale eller sociale udfordringer. Platformen giver dem også mulighed for at deltage i aktiviteter, der kan styrke dem i forhold til deres livssituation. Seniorer kan drage fordel af platformen ved at opdage sociale aktiviteter, der fremmer fællesskab og skaber nye venskaber.
Frivillige organisationer og foreninger kan bruge Socialkompas til at skabe forbindelser med andre lokale aktører, rekruttere frivillige og øge synligheden af deres tilbud til dem, der har brug for det. Således styrker Socialkompas både den enkelte og fællesskabet ved at gøre det lettere at finde relevante ressourcer og netværk.
Oplev Socialkompas til Randers Festuge
Besøg No.17 – Huset for bæredygtig handling i Slotsgade 4, Randers.
● Tirsdag d. 13/8 2024 kl. 15-17.30
● Onsdag d. 14/8 2024 kl. 15-17.30
● Lørdag d. 17/8 2024 kl. 10.30-13.00