2.6 C
Randers
lørdag, april 20, 2024

Ukrainere bliver SOSU’er og lærer dansk samtidigt

I en ny indsats bliver ukrainere oplært i SOSU-faget og lærer samtidigt det danske sprog. 30 ukrainere har hver fået en sprogmakker, som lærer dem op i faget, mens de taler dansk sammen.

De 30 ukrainere er lige nu i praktik på kommunens ældrecentre og i hjemmeplejen. De har hver især en fast sprogmakker, som er en sosu-medarbejder, som oplærer dem i sosu-fagets opgaver. Samtidigt lærer de at tale dansk ved at tale sproget med deres sprogmakker, mens de løser arbejdsopgaverne sammen.

»Det er vigtigt at tale en masse, når man skal lære det nyt sprog. Det får ukrainerne virkelig mulighed for i den her indsats. Samtidigt bliver de oplært i sosu-faget og kommer ind i en branche, hvor de har mulighed for at gøre en forskel for mennesker, som har brug for det. Der er generel mangel på medarbejdere i plejesektoren, så der talrige gevinster ved at få ukrainerne ind på dette område,« siger Bo Vestergaard, formand for Beskæftigelsesudvalget i Randers Kommune.

Forud for opstart har ukrainerne, som modtager beskæftigelsesindsats på Jobcenter Randers, været til infomøde, hvorefter det bedste hold er udvalgt til indsatsen. Holdet har gennemgået et 14 dages undervisningsforløb hos Randers Social- og Sundhedsskole samt et særligt forløb på Sprogcenter Randers i brancherettet dansk, som er særligt målrettet deres nye hverdag i plejesektoren. Således er der fra Jobcenter Randers side investeret i at klæde de deltagende ukrainere godt på til at indgå i indsatsen.

Målet med indsatsen er, at når ukrainerne har gennemført forløbet, at de i første omgang bliver en del af Randers Kommunes vikarkorps, og at de på længere sigt kan opnå fast ordinært arbejde inden for omsorgsområdet.

»Mange ukrainere er på landsplan blevet ansat i landbruget og servicebranchen, hvor der ikke er så høje krav til at kunne tale det danske sprog. I Randers Kommune har vi i tillæg fokus på sprogundervisning og grundig introduktion til samfund og arbejdskultur for at åbne en bredere vifte af job- og uddannelsesmuligheder for ukrainerne,« siger Bo Vestergaard og tilføjer:

»Det er samtidigt vores plan at udbrede sprogmakker-konceptet til andre områder, hvor der er mangel på arbejdskraft. Og står en virksomhed og mangler en række medarbejdere i en særlig branche, så er Sprogcenter Randers klar til at hjælpe med brancherettede sprogmakkerkurser.«

Indsatsen med at uddanne sprogmakkere og få ukrainerne ind i plejesektoren er et samarbejde mellem Randers Social- og Sundhedsskole, Jobcenter Randers, Sprogcenter Randers og Randers Kommunes Omsorgsområde.

Svært at lære dansk

Irishka Semesova har været i Danmark siden marts 2022 og er uddannet sygeplejerske i Ukraine. Hun er glad for at få muligheden for at få erfaringer i den danske plejesektor og have en sprogmakker, som kan afhjælpe de sproglige barrierer:

»Det er svært at lære dansk, men jeg er blevet bedre. Og jeg er glad for mine nye opgaver og for at hjælpe mennesker. Jeg møder nye mennesker og får nye venner, og det er rigtig godt for mig,« siger Irishka Semesova. I fremtiden håber hun at uddanne sig videre:

»Jeg vil gerne blive her og uddanne mig som sosu-hjælper,« siger Irishka Semesova.

Godt sprogøre

Christina Lindholm er uddannet sygeplejerske og arbejder som sosuassistent. Hun er sprogmakker med Irishka Semesova på Kristrupcentret. Hun har været på kursus på Sprogcenter Randers, hvor hun er blevet oplært i at lære dansk fra sig og tale med Irishka i enkle vendinger.

»Når vi arbejder sammen, foregår det hele på dansk, så jeg må af og til stoppe op og gentage mig selv eller skrive det ned. Jeg fortæller Irishka, hvad jeg gør, og jeg peger på ting og fortæller, hvad det hedder. Det er spændende at prøve at tænke pædagogik ind i en travl hverdag, hvor man skal tale meget langsomt og forståeligt. Men Irishka har virkelig sprogøre, og det er fantastisk at se, når hun fanger det og opdager, hvad det handler om,« siger Christina Lindholm, sosu-assistent på Kristrupcenteret.

På sprogcenteret har Christina også fået en introduktion til ukrainsk sprog og kultur.

Relaterede artikler

Nyeste artikler