8 C
Randers
mandag, december 30, 2024

Ukrainere jobdatede i Randers

Omkring 40 ukrainere forsøgte at finde arbejde ved at deltage i jobcentrets månedlige jobdating-arrangement onsdag 11. maj 2022. Arrangementet i Underværket slog deltagerrekord med omkring 230 jobsøgende deltagere, som mødtes med 16 virksomheder med ledige stillinger.

Interessen for at møde virksomhederne var stor i onsdagens udgave af jobdating. En af de deltagende, som havde set frem til arrangementet, var ukrainske Olga Hrechykhina, som er flygtet til Danmark i forbindelse med krigen:

»Jeg er kommet her i dag, fordi jeg søger et job. Jeg søger bredt men især hos restaurationer og hoteller, da jeg har erfaring med arbejde i et køkken. Jeg bor i Langå lige nu, men jeg flytter gerne for at komme i arbejde. Det vigtigste er at finde et job,« sagde Olga Hrechykhina. Hun udtrykte også taknemmelighed for den modtagelse, hun har fået i Danmark.

Jobopslag revet væk

De virksomheder, som var mødt op før at træffe de jobsøgende, søgte blandt andet industrioperatører, vagter, sælgere, administrative medarbejdere, butiksansatte, køkkenmedhjælpere, rengøring og webmedarbejdere. En af virksomhederne var Purhus Kro, som søgte to til tre medarbejdere til rengøring og køkkenopgaver.

»Jeg havde taget 50 kopier af vores jobopslag med på ukrainsk, og de var revet væk på fem minutter,« sagde Bettina Larsen, vært på Purhus Kro som allerede har en kvinde fra Ukraine ansat.

»Det er første gang, vi deltager i jobdating, og jeg er meget positiv over det. Det er rart, at man kan kigge ansøgerne i øjnene, og det ville have taget mig en hel masse arbejdsdage at have samtaler med så mange, som jeg har talt med i dag. Og jeg er sikker på, at når jeg kommer hjem, så ligger der en stak CV’er i min mail,« sagde Bettina Larsen.

Ansigt til ansigt med virksomhederne

Jobdating foregår den anden onsdag hver måned i Underværket og er arrangeret af Jobcenter Randers Erhverv.

»Det er flot at se så stort et fremmøde til jobdating, især taget den lave ledighed i betragtning. Og det er stærkt, at de deltagende virksomhederne også har taget de ukrainske jobsøgere i betragtning i forhold til deres medbragte stillingsopslag,« sagde Tine Arensbach, virksomhedsservicechef i Jobcenter Randers Erhverv, og tilføjede:

»Jobdating er de jobsøgendes mulighed for at møde arbejdsgiverne ansigt til ansigt og tale med dem om ansættelse. Det er samtidigt en god mulighed for at øve sig i at sælge sig selv og at afprøve hvilke kompetencer, det er vigtigt at nævne i forhold til et konkret job. Alle de fremmødte virksomheder har jo konkrete jobåbninger med.«

Jobdating er en del af Vejen Til Job, som er jobcentrets palette af gratis og frivillige tilbud til jobsøgende, hvor de kan lære at stå stærkere i forhold til at møde arbejdsmarkedet. Læs mere om Vejen Til Job her:

Læs mere om Vejen Til Job her

Relaterede artikler

Nyeste artikler