12.5 C
Randers
fredag, oktober 18, 2024

Unge opsætter unik kulturvandring i Underværket

30. oktober når ungekultur-projektet ID sit højdepunkt. Det sker med en stor præmiere i Underværket, hvor mere end 140 unge inviterer publikum på en gratis kulturvandring med musik, dans, teater og kunst.

ID-projektet blev lanceret i Randers i 2019 for at give unge mulighed for at udvikle sig kunstnerisk gennem tværfaglige kulturproduktioner, mens de samtidig får indsigt i byens mange kreative uddannelsesveje. Et vigtigt aspekt af projektet er det særlige dogme om at inddrage professionelle kunstnere som gæsteundervisere, der hjælper de unge med at udvikle deres færdigheder og kreativitet.

»I Randers Kommune har vi med ID-projektet gennem fem år støttet udviklingen af ungekultur. Vi kan nu se, hvordan der er bygget bro mellem kulturinstitutionerne, uddannelsesinstitutionerne og det øvrige frie ungemiljø i Randers. Det har været en del af den kulturpolitiske satsning i Randers at få skabt et stærkt fundament for unges deltagelse i kulturlivet – ikke kun som publikum, men også i høj grad som producerende. De unges engagement og mod har været en afgørende ingrediens sammen med stærke kulturinstitutioner og stor opbakning fra uddannelsesinstitutionerne. Sammen er vi nået godt i mål. Derfor kigger jeg optimistisk ud i en fremtid for kulturlivet i Randers, hvor ungekulturen fortsat er en livlig og spændende del, som vi gerne vil understøtte,« siger formanden for Sundheds-, Idræts, og Kulturudvalget, Louise Høeg.

Hiphop og ballet smelter sammen

Efterårets ID-tema er SKAKMAT, der er valgt af de unge selv som en metafor for livets mange strategier, valg og udfordringer. Ligesom i skak handler det om at finde balancen mellem at planlægge, tage chancer og forholde sig til uforudsete situationer. Projektet hylder også det fællesskab og nærvær, der opstår, når man samles om spil, hvor man både har modstandere og allierede. 

Premieren på ID: SKAKMAT finder sted den 30. oktober fra kl. 17.00 til 21.45 på Underværket i Randers. Publikum bliver lukket ind i hold og får mulighed for at opleve kulturvandringen fra forskellige vinkler. Billetter kan bestilles gratis fra hjemmesiden randers.dk/id

Et af de mange spændende nye elementer i efterårets ID-projekt er samarbejdet med Randers Balletskole og et par unge, lovende Hiphop-musikere med rødder i ungdomshuset Kaosambassaden.

Elias, bedre kendt som Eliasusm, har en unik tilgang til hiphop, der trækker på hans erfaring med lyrik helt fra barndommen. Han fokuserer på at fortælle historier gennem sine velovervejede tekster. Klaes, med kunstnernavnet Jimmy D, er en old school dansksproget rapper, der skaber musik med en ufiltreret og provokerende stil inspireret af 00’erne. Hans tekster spænder fra mørke og eftertænksomme temaer til festlige og skæve universer. Deres samarbejde med balletholdet fra Randers Balletskole tilføjer en ny dimension til ID-projektet, hvor musikken og dansen smelter sammen til en ny oplevelse.

ID-projektet giver fællesskab
I alt deltager mere end 140 unge fra uddannelses- og kulturinstitutionerne i Randers. De samles for at præsentere en helt særlig oplevelse. Publikum inviteres til at vandre gennem en række kunstneriske rum, hvor musik, dans, teater og billedkunst smelter sammen i en dynamisk og fængslende kulturvandring. Gennem ID:SKAKMAT udforsker de unge, hvordan vi som mennesker navigerer i tilværelsens mange taktikker, og hvordan vi, som i skak, nogle gange står overfor både modstandere og allierede. Kulturvandringen er ikke kun en kunstnerisk oplevelse, men også et billede på det stærke fællesskab, der opstår, når ungdommen samles om noget større.

Souschef på Randers Teater og en af koordinatorerne for ID-projektet, Tine Eibye, beskriver det således:

»ID er et strålende eksempel på, hvordan kunst og kultur kan skabe fællesskab på tværs af kulturinstitutioner og ungdomsuddannelser. Vi ser hvert år unge deltagere, der gennem projektet får mulighed for at fordybe sig i deres kreative passioner og samtidig knytter bånd til kulturlivet i Randers. Flere tidligere deltagere har valgt at gå den kunstneriske vej i deres videre voksenuddannelse, ligesom mange af de unge deltagere har fået en interesse for andre kunstarter end den de selv deltager med.«

ID præsenteres af et samarbejde mellem Randers Kommune og kulturinstitutionerne; Randers Kunstmuseum, Randers Musikskole, Kaosambasaden, Turbinen, Randers Teater og ungdomsuddannelserne; Randers Statsskole, Paderup Gymnasium og Randers HF/VUC. Kulturvirksomhederne. Projektet er støttet af Kulturregion Østjysk Vækstbånd – et samarbejde mellem Kulturministeriet og Randers, Viborg, Silkeborg og Horsens Kommuner.

Relaterede artikler

Nyeste artikler