5.9 C
Randers
torsdag, april 25, 2024

Våde udfordringer på havnen tiltrækker løbere langvejs fra

Når mere end 1.000 seje løbere den sidste lørdag i august mødes på havnen i Randers til årets Harbour Challenge, bliver det med deltagelse af løbere fra både Tyskland, Sverige og Norge.

Rygtet om det vilde og våde løb med mere end 35 forhindringer til lands og til vands er nået til nabolandene. Især de spændende udfordringer i vandet er med til at tiltrække opmærksomhed.

»Det er sjovt, at der kommer folk fra andre lande. Der er ingen tvivl om, at havnen i Randers kan noget helt særligt som ramme for så stort et OCR-løb (forhindringsbaneløb). Vi har et fantastisk mix af forhindringer på land og i vand, og så er det jo ret enestående, at vi kan bruge så stor en del af havnen,« siger Lars Søndergaard, fra Randers gymnastiske Forening, som er med i styregruppen omkring løbet.

Siden den spæde start i 2015 med blot 136 løbere har Harbour Challenge Randers på få år etableret sig som et af Danmarks største OCR-løb, og Lars Søndergaard fremhæver netop samarbejdet med virksomhederne på havnen som helt afgørende for, at eventet er blevet så stor en succes.

»Vi har en havnedirektør, der bare har været med på den. Det er virkelig fedt. Samtidig viser virksomhederne generelt stor velvilje. For eksempel er Verdo ikke bare sponsor, men stiller også en kæmpe flisbunke til rådighed som en af løbets forhindringer. Når vi så samtidig oplever stor efterspørgsel fra sportsglade mennesker, og vi har frivillige, som gerne vil hjælpe til, giver det blod på tanden. Så er det, at det hele udvikler sig,« fortæller en glad Lars Søndergaard.

Harbour Challenge Randers (HCR) finder sted lørdag d. 27. august kl. 9.00-14.00. De to første heat er kun for eliteløbere med direkte kvalifikation til EM. Derefter er der åbent løb for alle. Der er stadig enkelte pladser tilbage til dem, der kan tænke sig en tur i havnen, og Lars Søndergaard lover, at der altid er en bagdør, hvis man synes, at den 4 meter høje ”Stigen”, ”Big Swing” eller den nye ”Zipline” tværs over havnen bliver lidt for svær en forhindring. Man skal dog kunne svømme for at deltage.

Omkring 150 frivillige hjælper med til afviklingen på dagen, og der ventes op imod 5.000 tilskuere på havnen.

Dagen efter – søndag d. 28. august – er der som noget nyt arrangeret familieløb på en bane, der er tilpasset de yngste fra 6-15 år, så de også kan få sig en oplevelse ud over det sædvanlige.

FAKTA OM OCR

Den engelske forkortelse OCR står for Obstacle Course Racing – eller på dansk et forhindringsbaneløb. I dag er OCR international anerkendt og benyttet som titel for sportsgrenen. Historisk er forhindringsbaner blevet flittigt brugt af militæret som led i træningen af rekrutter. I Danmark begyndte Forsvaret at indføre forhindringsbaner i 1946 som led i Militær Femkamp.

Tidligere var OCR en udpræget mandsdomineret sport for løbere med god fysisk. I dag er der en mere ligelig fordeling mellem mænd og kvinder, og OCR har også udviklet sig til en langt mere social sportsgren. Flere løber sammen med en makker eller i hold. Det giver noget unikt at presse grænser og overvinde udfordringer med gode venner eller kolleger.

Relaterede artikler

Nyeste artikler