7 C
Randers
mandag, april 29, 2024

Velfærd er en socialdemokratisk mærkesag

Velfærd var den røde tråd i alle tre taler på 1. maj-mødet i Langå. Talerne var Niels Fuglsang (medlem af Europaparlamentet), borgmester Torben Hansen og medlem af Regionsrådet Gitte Færgemann.

Der blev talt politik til det traditionsrige 1. maj-møde i Langå, og der blev ikke nævnt et ord om krænkelser i fagbevægelsen, som ellers var et stort tema på mange møder.

Niels Fuglsang tog udgangspunkt i en tale af Vilhelm Buhl, som i 1937 var finansminister. Ordene var de velkendte: »Jeg betaler min skat med glæde.«

Han er uenig i de borgerlige partiers om at topskatten skal ned, fordi det er et sundt princip, at dem der har mest også bidrager mest til samfundet.

»Her på arbejderens internationale kampdag vil jeg foreslå at vi gør det her spørgsmål til en mærkesag for arbejderbevægelsen. Lad os lave en anti skattely alliance, og lad os gøre et internationalt i EU. For vi kan ikke gøre det alene i Danmark, da det i sagens natur er et internationalt spørgsmål, når pengene flyttes over grænser til skattely lande,« sagde Niels Fuglsang.

Han mener, at der i EU bør indføres en minimumsskat på aktie- og kapitalindkomst på samme måde som med selskabsskatten, så man ikke kan oprette et skuffeselskab i Luxembourg eller på Cayman øerne, som så ejer ens aktier og dermed undgå at betale skat.

Menneskelig lidelse

Borgmester Torben Hansen sagde, at 1. maj også er forbundet med et ønske om fred. Han remsede en liste op, som alle havde relation til menneskelige lidelser: Pandemi, krig og flygtningestrømme.

»Ligesom under pandemien oplevede jeg, at det socialdemokratiske velfærdssamfund, de socialdemokratiske tillidssamfund i Norden, har en enorm styrke, fordi vi er i stand til at absorbere og bevare humaniteten,« sagde Torben Hansen.

Borgmesteren bliver trist, når de store samtaleemner er lukning af Irma og diskussion om badetøj ved søerne i Silkeborg, og mener det er helt ude af proportioner i forhold til de mange alvorlige begivenheder.

»Det er simpelthen ikke til at holde ud. En ældre mand stod ved Irma og sang ”Kæmp for alt hvad du har kært.” Det er ikke alene forfærdeligt, men også historieløst i helt uset grad,« fremhævede han.

Torben Hansen betonede også, at mange heldigvis havde styr på proportionerne, og henviste til Danmarksindsamlingen.

Han oplyste ligeledes at Randers Kommune inden længe passerer 100.000 indbyggere.

Prioriteter i sundhedsvæsenet

Gitte Færgemann, som er medlem af Regionsrådet for Socialdemokratiet konstaterede, at vi i øjeblikket står med helt vilde problemer i sundhedsvæsenet med henvisning til manglende hænder og midler til at løfte de mange opgaver i både psykiatrien, hospitaler og hjemmeplejen.

Hun fastslog samtidigt, at arbejdsmiljøet presses, fordi medarbejderne finder andre græsgange udenfor det offentlige regi.

Gitte Færgemann frygter, at befolkningstilvæksten på 34 % for personer over 80 år vil medføre, at der ikke vil være ressourcer til at behandle alle i vores samfund.

»Vi er allerede nu så pressede, at det går ud over alvorligt syge patienter, og jeg er bange for, at vi inden længe kommer til at drøfte prioriteter i sundhedsvæsenet. Vi må sikre, at dem der er mest syge, kommer først, og ikke dem som råber højest,« sluttede hun.

Efter talerne blev der serveret øl, vand, kaffe, pølser og kage. Vejret var også med arrangørerne, og var med til at give den helt rigtige 1. maj-stemning.

Formand for Socialdemokratiet i Langå, Victor Helligsøe bød velkommen
Foto: News Netavis
Vejret var med arrangørerne
“Når jeg ser et rødt flag smælde” blev afsunget stående
Christian Engelbrecht Pedersen spillede og sang for sammen med Victor Helligsøe
Kredsformand Kjeld Saaby Frandsen

Relaterede artikler

Nyeste artikler